Energikrisen med investor-briller
Hvad er op og ned i energikrisen? Hvad er udsigterne til at gøre Europa uafhængig af russisk gas? Og hvor stiller hele miseren dig som forbruger – og som investor? Læs med her.
At energipolitik også er sikkerhedspolitik er der ikke noget nyt i – tænk bare på oliekrisen i 1973. Faktisk har kontrollen over og adgangen til jordens energiressourcer gennem årtusinder været omdrejningspunkt for et utal af konflikter og krige, og energiforsyning udgør den dag i dag et magtfuldt instrument i international politik.
Det ser vi aktuelt i forbindelse med krigen i Ukraine, hvor Ruslands gasforsyning til Europa er blevet et centralt våben i konflikten. Cirka 40 pct af EU-landendes gasforsyning stammer fra Rusland, og 80 pct af forsyningen løber gennem Ukraine, og det har allerede før krigen givet anledning til konflikter Rusland og Ukraine imellem. Både i 2006, 2009 og 2016 lukkede det russiske selskab Gazprom for gassen til Europa som følge af uenigheder med Ukraine om priser og afgifter for at lade gassen løbe gennem Ukraine og videre ind i EU. At Rusland ikke holder sig tilbage for at bruge gasforsyningen som et udenrigspolitisk pressionsmiddel, har altså stået klart i årevis, og der var dermed allerede før krigen vægtige argumenter, der rakte ud over klimakrisen, for at arbejde hen imod europæisk uafhængighed af russisk gas.
Meget på spil
Hvis enten Putin i den ene ende eller EU-landene i den anden ende måtte vælge at lukke for gassen, vil konsekvenserne for begge parter være betydelige. Putin vil på sin side miste en enorm indtægtskilde i en økonomi, der allerede er meget hårdt ramt af internationale sanktioner og en dyr angrebskrig. Og i Europa vil konsekvenserne være omfattende for de mange industrivirksomheder, der er afhængige af gas i deres produktion. Mange industrivirksomheder vil været tvunget til at lukke ned for produktionen og risikoen for, at det vil sende Europa i recession, er stor.
Skulle dét skrækscenarie blive til virkelighed vil det dog ikke betyde, at vi vil skulle fryse os gennem vinteren. Beholdningen i gaslagrene vil nemlig i det tilfælde blive fordelt efter en fordelingsnøgle, der sikrer, at husstandene prioriteres. Industrivirksomhederne vil derimod stå med et akut problem.
Hvad gør vi – på kort og på lang sigt?
At Europa må og skal arbejde for at gøre sig uafhængig af russisk gas er evident - men hvad skal vi sætte i stedet for? Chefanalytiker i Nykredit, Klaus Kehl, giver her et overblik over mulighederne.
En håndsrækning til den grønne omstilling?
Mens vi i Europa står i lidt af en kattepine på den korte bane, er der større grund til optimisme, når vi ser et par år frem i tiden, og på den lange bane vil vedvarende energi blive en stadig større del af løsningen.
Ser vi to-tre år frem i tiden, ser det straks lysere ud for Europas energiforsyning, for klimaet - og for nuværende og kommende investorer i grøn energi. Til den tid vil virksomhederne have haft mulighed for at omstille deres produktionsanlæg, vi vil have sat yderligere skub i etableringen af offshore vindmøllefarme, udrulningen af fjernvarme vil være oppe i tempo og mange flere vil have smidt gasfyret på lossepladsen til fordel for en varmepumpe. Pointen er, at det alt sammen tager tid. Der er ingen quick fix, men udsigten til uafhængighed fra russisk gas, og en betydelig omlægning til vedvarende energi til gavn for klimaet, er bestemt inden for rækkevidde, siger Klaus Kehl.