”Vi har lavet plancher, så vi konkret kunne vise banken, hvordan vi ønskede at renovere. Og så har vi lavet et budget over hele renoveringsprocessen, som strækker sig over flere etaper og år,” forklarer Mark, som i kraft af sit arbejde har indgående kendskab til byggeprocesser og materialer.
Parret har valgt et F5-realkreditlån, og i samarbejde med banken besluttede de at dele renoveringen og finansieringen op i etaper. Først lånte de penge til huset og renoveringen af stueetagen. Derefter blev stueetagen vurderet, og så lånte Mark og Kathrine pengene til istandsættelsen af taget og førstesalen.
”Fordi vores forarbejde har været så grundigt, er der ikke rigtig noget, der har overrasket eller forsinket os. Vi har en buffer på 10-15% i budgettet, og det har gjort, at økonomien holder. Da vi fx pludselig skulle købe et stillads, kunne vi godt finde de penge og stadig holde tidsplanen,” forklarer Mark.
”Vi har utallige Excel-ark med alle tænkelige beregninger,” griner Kathrine og tilføjer:
”Men det er sådan, vi overskuer alle dele af processen og har et fuldt overblik, så vi stadig kan have et liv ved siden af. Det er nemlig vigtigt for os fortsat at have et stort rådighedsbeløb, og denne her proces betyder, at vi har helt ro i maven.”