Forældrekøb: ”Vi købte lejligheden, inden jeg vidste, hvilket studie jeg var kommet ind på”

Hvor skal den ligge, hvor stor skal den være, og hvor meget skal den koste? Overvejelserne var mange, da Mathias og hans forældre kastede sig ud i et forældrekøb. Og de slog til, inden Mathias vidste, hvilket studie han skulle starte på. Læs her, hvordan de gjorde. 

Blå bog

Navn: Mathias Vingaard
Alder: 25 år
Uddannelse: Læser til finansbachelor i København
Har boet i en forældrekøbt lejlighed på Frederiksberg, men har netop købt sin egen ejerlejlighed i Søborg

”Jeg stod og skulle flytte hjemmefra efter at have været i Livgarden i otte måneder. Jeg havde i noget tid søgt efter en lejebolig, men det var svært at finde noget ordentligt, der var til at betale”, fortæller Mathias Vingaard om boligjagten, der startede, allerede inden han havde fået besked om, at han var blevet optaget på Finansbachelor-studiet.

”En aften, da jeg var hjemme ved mine forældre, nævnte de ideen at købe en lejlighed som forældrekøb. De så det som en god investering for dem, men også som en måde at sikre, at jeg kunne få et ordentligt sted at bo, når jeg nu skulle flytte hjemmefra. Vi snakkede lidt om det, og så begyndte vi sammen at lede efter lejlighed i København”, siger Mathias.

Læs hvorfor Dres valgte forældrekøb

Beliggenheden var vigtigst

Det var vigtigt for familien at finde en lejlighed, der lå, så Mathias nemt kunne komme ind til centrum både på cykel og med offentlig transport, og så skulle den være tilpas stor – og gerne kunne deles. Men det var også med i overvejelserne, at lejligheden skulle kunne sælges igen engang. Valget faldt på en treværelses lejlighed på Frederiksberg tæt på Fasanvej station.

”Lejligheden blev købt, inden jeg vidste, hvilket studie jeg kom ind på, men da jeg kun havde søgt i København, kunne det godt lade sig gøre”, fortæller Mathias.

Huslejen går til FORÆLDRENE

Mathias har betalt husleje til sine forældre hver måned for at bo i lejligheden. Samtidig har han fået boligstøtte – en mulighed han har som lejer, men som han ikke ville have haft, hvis han havde ejet boligen selv.

”Jeg har altid betalt husleje til mine forældre, og vi tog en snak om, hvor meget jeg skulle betale. Men vi så også på, hvad kravene var, så vi ikke fik problemer med lovgivningen. Det var meget vigtigt for mine forældre, at jeg lærte at betale regninger, og at jeg vænnede mig, at der kom faste regninger hver måned”, siger Mathias og fortsætter:

”Jeg har altid haft en god sans for økonomi, og mine forældre og jeg satte os ned og fik lavet et budget, og jeg fik oprettet madkonto og budgetkonto, så jeg var sikker på, tingene blev overført og betalt. Mine forældre hjalp mig i starten, men jeg fik selv lov til at stå for tingene”.

Mathias har hver måned overført 6.100 kroner til sine forældre for at bo i lejligheden. Da han har boet sammen med en kæreste det meste af tiden, og de har været to om at betale udgifterne, har det løbet fint rundt, selv på SU. Men Mathias erkender, at det nok havde været lidt mere stramt, hvis han havde skulle betale lejen alene.

LEJLIGHEDEN GÅR I ARV

Mathias mangler nu kun få måneder af sit studie og er netop flyttet ud af forældrekøbslejligheden og ind i en ejerbolig, han selv har købt. Forældrekøbet har dog ikke udtjent sin værnepligt, for nu skal lejligheden først lejes ud til andre i en periode, og så skal Mathias’ lillebror overtage den.

”Det var aftalen, da jeg flyttede ind, at jeg havde den fire-fem år, og det samme gælder for min bror. Han skal dog først finde ud af, hvor han kommer ind på studie henne”, afslutter Mathias.

Læs: 4 gode råd til forældrekøb

Kom godt videre

arv_testamente_mette_nykredit_8

Købe bolig til dit barn

Med et forældrekøb kan du hjælpe dit barn godt på vej i voksenlivet ved at købe en lejlighed og leje den ud til dit barn.

foraeldrekoeb_mette_nykredit

Webinar om forældrekøb

Hvis du overvejer et forældrekøb, er der flere ting, som du skal være opmærksom på. Se webinar om mulighederne, fordele og ulemper ved forældrekøb.

arv-testamente-mette-nykredit1

Mette og hendes mand valgte at investere i et forældrekøb

Da mettes 19-årige datter flyttede hjemmefra, valgte Mette og hendes mand, Palle, at investere i et såkladt forældrekøb.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.