Baby på budget

Kan man forene bleer, babymos og udgifter til et barn med et liv på SU? Ja, siger Simone Dusine Grundsø – og det har endda fordele. Læs, hvordan Simone og Mark får barn, budgetter og livet som studerende til at gå op i en højere enhed.

”Vi ville gerne have børn, mens vi var unge”, fortæller Simone Dusine Grundsø. Hun er 26 år og har en datter, Vilma, på to et halvt år sammen med sin kæreste Mark. Parret valgte at få barn, mens de stadig var studerende og det var en velovervejet beslutning.

”Vi satte os ned og lavede et budget for at se, om det kunne hænge sammen. Økonomien skulle ikke være en stressfaktor, og jeg har altid godt kunne lide at have styr på økonomien. Det giver ro i maven”, siger Simone.

Og det viste sig, at økonomien ikke kom til at spænde ben for babyplanerne. Som studerende kunne parret begge to få et forsørgertillæg oven i den almindelige SU, og med et stort tilskud til vuggestuen samt børnepenge hang det fint sammen. Efter at have gennemgået deres økonomi fandt parret endda ud af, at de kunne flytte i en større, lejet lejlighed i Odense, da det kun ville koste dem få hundrede kroner mere om måneden på grund af den forhøjede boligstøtte.

Fakta

Simone Dusine Grundsø læser til Diplomingeniør i Integreret Design på SDU. Simone er kæreste med Mark, der blev færdig som ingeniør i januar 2017. Sammen har de datteren, Vilma. De bor i en lejet lejlighed i Odense og har planer om huskøb inden for den nærmere fremtid.

 

 

Budgetter og brugt babyudstyr

Overblik over økonomien spiller en stor rolle for Simone. Både de store og helt små udgifter er lagt i budgettet. Samtidig er hun meget bevidst om, hvad hun bruger sine penge på.

”Jeg havde læst, at man skulle regne med at bruge 100.000 kroner på udstyr, når man får et barn, men det gjorde vi slet ikke. Vi har ikke brugt mere end 10.000 kroner. Vi har købt meget brugt, arvet tøj og så valgt billigere løsninger”, siger Simone og fortsætter:

”Vi ville gerne have børn, og så måtte vi passe økonomien ind efter det. Vi køber kun det nødvendige og sælger meget af det videre igen. Men jeg var overrasket over, at især madbudgettet steg. Vi bruger klart flere penge på mad nu”.

Jeg ville gerne have barn nummer to, inden jeg skulle i gang med et job.

Simone

Klar til at kickstarte karrieren

At få børn tidligt kan ikke bare lade sig gøre på SU, det kan også give ro på familielivet, inden arbejdslivet for alvor begynder.

Parret venter barn nummer to til maj, og da Simone bliver færdig med sin uddannelse i januar 2018, kan barslen holdes på barselsdagpenge. Hun kan derfor begynde at søge job i ro og mag, inden barslen er helt overstået.

”Jeg ville gerne have barn nummer to, inden jeg skulle i gang med et job. Der er nok at se til med små børn, og det er egentligt rart at have haft tiden til at sætte sig ind i hverdagsrutinerne, inden et liv med lidt flere forpligtigelser på arbejdsmarkedet melder sig”, sige Simone. 

Simones 5 råd

  1. Læg al indkomst over på en fælleskonto. Fordel derfra "lommepenge", madpenge og børnepenge ud til hver sin konto. Jeg har mit eget dankort til mine lommepenge, et plastikkort til børnekontoen og et til madkontoen. På den måde har vi hele tiden et godt overblik over rådighedsbeløbet.
  2. Køb kun det allermest nødvendige, inden babyen kommer. Det er ikke til at vide, om babyen fx er til slyngevugge eller kun vil ligge i midten i dobbeltsengen. Prøv derfor, om I kan låne forskellige ting undervejs, og køb først, evt. brugt, når I ved, hvad jeres behov er.
  3. Køb brugt, og sælg jeres eget igen. Oftest har babytøj og legetøj næsten ikke været brugt men sælges til små priser. Gem i stedet pengene, til barnet bliver teenager og går op i, hvad det har på.
  4. Få børn mens begge forældre studerer. Mange af tilskuddene, fx boligstøtte, falder bort, hvis den ene forælder arbejder.
  5. Beregn boligstøtten på konkret boliger på borger.dk. Størrelsen på boligstøtten afhænger fx af boligens størrelse og værelser.

Ekspertens råd

Boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen har især to råd til forældre på SU

  1. Vent med boligopsparingen til du er færdiguddannet. Når man er studerende og har børn, er der ikke meget luft i budgettet. Så vent med at spare op til en ejerbolig, til I starter job som færdiguddannede og får en højere indkomst. Så kan I begynde at lægge til side til et boligkøb, så I har de fem procent til udbetalingen. Så sørg for at få det indregnet i økonomien, inden I begynder at indrette jeres liv efter en højere indkomst.
  2. Tænk på pensionen. Der er klare fordele for kvinder ved at få børn som studerende. Kvinder på arbejdsmarkedet går nemlig typisk glip af pensionsindbetalingerne under barsel. Får man børn under uddannelse, kommer man godt nok senere ud på arbejdsmarkedet, men til gengæld får man en løn og pension som færdiguddannet, som ikke bliver reduceret pga. barsel. Derudover skal man som par tænke på at sikre hinanden, hvis man en dag skulle vælge at blive skilt. Pensionerne bliver nemlig ikke delt automatisk, så ønsker I, at det skal være anderledes, skal I få lavet en ægtepagt.

Relaterede Artikler

MineMål | 5 min

Når baby er dyrere end forventet

Selvom Katrine Søndergaard og Mikkel Nielsen havde gjort deres forarbejde, inden datteren Olivia Aya kom til verden, var der flere ting, der kom bag på dem. For udgifterne var større, end det 28-årige par havde forventet.
MineMål | 2 min

Det er en rar følelse at hjælpe sine børn

Gitte og Jørn købte en forældrekøbslejlighed til deres datter for at hjælpe hende godt på vej. Men inden købet faldt på plads, var der mange overvejelser og mange regler, parret skulle sætte sig ind i.
MineMål | 2 min

Det er federe at være forældre i et hus

Da familien voksede, gjorde behovet for plads i hjemmet det også. Det oplevede Pernille Kofod og hendes kæreste Dennis Hansen, der efter seks år i byen købte deres første hus i Frederikssund.