Første boligkøb: Det er federe at være forældre i et hus

Da familien voksede, gjorde behovet for plads i hjemmet det også. Det oplevede Pernille Kofod og hendes kæreste Dennis Hansen, der efter seks år i byen købte deres første hus i Frederikssund.

 

“Det har givet os mere overskud som forældre. Vi er nærværende på en anden måde overfor vores børn. Det er bare meget federe at være forældre, når vi bor i hus.”

Sådan lyder det fra 27-årige Pernille, der sammen med sin kæreste Dennis købte deres første hus i oktober 2018. Indtil da havde de boet i en tre-værelses andelslejlighed på Frederiksberg i København.

“Vi fik bare et større og større behov for at få vores eget og få noget ro. Vi brugte så meget tid på at snakke om huse og kigge på huse og drømme om at få vores eget med egen have. Til sidst kunne vi bare ikke vente,” fortæller Pernille.

At flytte i hus var den bedste beslutning

Derfor valgte de at slå til på drømmehuset i Frederikssund, selvom tidspunktet ifølge Pernille ikke var det bedste.

“Vi købte jo nok huset, mens markedet var på toppen. Måske kommer vi til at tabe en masse penge, så det vil vise sig, om det var det bedste tidspunkt,” siger Pernille. Det afholdt alligevel ikke familien fra at købe huset.

“Vi burde måske have ventet, men til sidst var vores behov så stort,” forklarer Pernille og tilføjer:

“Nu behøver vi ikke pakke hele familien hver lørdag morgen klokken 7 for at tage hensyn til naboerne. I stedet åbner vi bare terrassedøren, og så løber ungerne ud for at lege. Det er skønt.”

Læs mere: Har du brug for hjælp til at realisere din boligdrøm? Vores samarbejdspartnere kan måske hjælpe dig

Jeg elsker byen, og jeg elsker de muligheder, der er i den. Men det har været den bedste beslutning for os at flytte i hus med have

Pernille Kofod

Parret har sønnen Felix på 3 år og Alberte på 11 måneder.

“Jeg elsker byen, og jeg elsker de muligheder, der er i den. Men det har været den bedste beslutning for os at flytte i hus med have,” siger Pernille.

Der er plads til alle

Både Pernille og hendes kæreste har arbejde i København. Derfor er der 48 minutters transporttid hver vej i S-toget, og det fyldte også en del i deres overvejelser om at købe hus og flytte ud af byen.

“Min kæreste er ikke træt af at pendle endnu. Han bruger transporttiden på at læse nyhederne. Men for at være helt ærlig, så frygter jeg det stadig lidt,” siger Pernille med et grin. Hun er nemlig på barsel med Alberte, så hun har endnu pendlerlivet til gode.

Og den ekstra transporttid til arbejdet har ikke stået i vejen for beslutningen om at flytte.

“Når man arbejder og har en hektisk hverdag, og alt kører med 100 km/t, så er det rart at bo et sted, hvor der er natur, og man kan trække vejret dybt og bare være. Vi slapper helt af, når vi endelig har fri,” siger Pernille.

Huset på 175 kvadratmeter er allerede perfekt for familien. Men alligevel har de store planer for deres nye hjem.

“Vi har en masse fremtidsdrømme for huset, men vi kan jo ikke få det hele lige med det samme. Så vi tager det et skridt ad gangen,” siger hun.

“Nu skal vi til at renovere. Vi har lyst til virkelig at gøre det rart at være her - og vi kan  gøre præcis, som vi har lyst til. Det er jo vores hus,” siger hun.

Relaterede Artikler

MineMål | 2 min

Ombygning: Det var hårdt, men besværet værd

Pia og Anders savnede plads i huset og valgte at få skabt ekstra kvadratmeter i en tilbygning. Hør, hvordan parret greb processen an, og hvordan det har påvirket dem som familie.
MineMål | 5 min

Drømmer om bolig uden for byen

Flere børnefamilier rykker ud af de større byer, når familien forøges. Pernille overvejer at flytte fra København til Køge, men beslutningen er ikke ligetil.
MineMål | 2 min

Baby på budget

Kan man forene bleer, babymos og udgifter til et barn med et liv på SU? Ja, siger Simone Dusine Grundsø – og det har endda fordele. Læs, hvordan Simone og Mark får barn, budgetter og livet som studerende til at gå op i en højere enhed.