Claire Group: Nye ideer i en ny hverdag

Som tøjproducent ser man ind i en nyt og udfordrende verdensbillede, når storcentrene lukker, og der er forsinkelser i produktionen fra Kina og Indien. Alligevel forsøger Claire Group at se mulighederne og tænke ud af boksen for at komme bedst muligt ud på den anden side af corona.

”Min virksomhed er lige fyldt 45 år, og jeg har set og oplevet en masse. Finanskrisen og Sars var voldsomme – men så kommer den her virus, der er så verdensomfattende og rammer alle”, siger Anders Hust, administrerende direktør i Claire Group. Han vidste godt, at han skulle reagere hurtigt for at komme bedst muligt igennem krisen.

Det er en nødvendighed i en situation som vores, at banken spiller med. Havde vi ikke oplevet den samarbejdsvilje, så kunne vi ikke have magtet opgaven selv.

Anders Hust, administrerende direktør i Claire Group

”Da udmeldingen fra statsministeren kom, forsøgte vi i ledelsen at være proaktive, og vi tog kontakt til Nykredit allerede 12. marts. Vi fik et møde i stand tirsdag den 17. marts, og jeg havde sendt et oplæg om lørdagen, om hvordan jeg så udviklingen kunne ramme os. Vi forventede et omsætningsfald i resten af 2020. Vi havde allerede forsinkelse fra Kina-produktionen, der var blevet ramt tidligere, og vi ville blive påvirket på likviditet”, siger Anders Hust, der er glad for, at Nykredit bakkede op og stod klar til at hjælpe.

”Det er en nødvendighed i en situation som vores, at banken spiller med. Havde vi ikke oplevet den samarbejdsvilje, så kunne vi ikke have magtet opgaven selv”, siger Anders Hust.

Tøjbranchen er kendetegnet ved at være langt foran i produktion. Og derfor havde Claire Group brug for hjælp til ekstra likviditet for at klare sig igennem.

”I den branche vi er i, er det ligesom at handle med frugter. Man kan ikke sælge frugt, der er lidt for gammel eller har brune pletter. Næste forårskollektion er allerede på vej, og udgifterne stopper ikke, selv om butikkerne holder lukket.”

Når vi kommer på den anden side, vil vi se en nedgang i forretningsgrundlaget. Jeg tror, vi kommer ind i 2022, før tilstanden er normaliseret. Og der vil komme efterdønninger - det kan ikke undgås. Nogle vil falde bort. Både i butiksleddet og engros.

Anders Hust, administrerende direktør i Claire Group

Konsekvenser for fremtiden

I en verden med lukkede shoppingcentre og forbrugere, der måske passer lidt bedre på pengene, kræver det noget af tøjproducenterne at sikre en rentabel forretning. For hvordan ser verden ud, hvis forbrugerne er bange for at gå i shoppingcentre, og hvis kunderne også er økonomisk trængt?

”Når vi kommer på den anden side, vil vi se en nedgang i forretningsgrundlaget. Jeg tror, vi kommer ind i 2022, før tilstanden er normaliseret. Og der vil komme efterdønninger - det kan ikke undgås. Nogle vil falde bort. Både i butiksleddet og engros”, siger Anders Hust, og fortsætter:

”Men det kan også give muligheder. Der skal man være skarpe og dygtige nok til at tænke ud af boksen. Få nye ideer i en ny hverdag, og jagte de nye muligheder, der kommer. Det bliver den næste store opgave, der ligger foran os”.