Portræt: Jeg tror ikke på idoler - men grisehandlerens kone er et forbillede

Blandt de vildeste ting, han har prøvet, er at købe et kolonihavehus. Han står op kl. fem de fleste morgener og forbereder sig til dagen. Han tror ikke på idoler, men grisehandlerens kone er et forbillede. Mød renteekspert Jeppe Borre. 

”Man skal aldrig lære sin kæreste at stå på ski, siger man i instruktørkredse. Det er steppet før et break up.”

Ordene kommer fra seniorøkonom og renteekspert Jeppe Borre, der til daglig overvåger marked og kurser for realkreditobligationer for at sende rådgivningsbudskaber ud til rådgivere - og til danskerne via medierne. Og han ved, hvad han taler om. Ikke kun når det kommer til renter men også skiløb. Han er uddannet skiinstruktør i både Danmark og Canada og har tilbragt flere sæsoner som skiguide i Alperne og i Canada.

Og så han har aldrig lært sin kæreste at stå på ski. At han holdt sig fra det, er måske årsagen til, at han ringede til undertegnede en mandag morgen kort før deadline på denne artikel. 

”Hun sagde ja,” lyder en meget glad stemme fra den anden ende af røret. ”Vi er på vej til Malaga for at fejre det. Jeg synes lige, du skulle vide det.”

Jeppe Borre havde ellers taget en uges ferie for at tage på cykeltur til Grenaa. For hans nu kommende kone Mai og han selv har netop købt hus i Hvidovre, og de kunne godt bruge en uge på at rydde op i lejlighed og kælderrum. Men nu sidder de altså i Spanien med datteren Agnes på to år, også selv om Jeppe Borre ikke er den spontane type. 

”Altså noget af det vildeste, jeg har prøvet, var at købe et kolonihavehus. Det var min kærestes idé, og det gik enormt hurtigt, fra hun fik idéen, til vi havde købt huset. Jeg kunne slet ikke følge med,” siger Jeppe Borre. 

”Jeg har nok et stort behov for at undersøge mulighederne, inden jeg bestemmer mig. Og det var der slet ikke tid til med kolonihavehuset. Det var faktisk en ret vild oplevelse for mig,” siger han og griner lidt. 

Det samme skete, da parret skulle købe deres hus. De forelskede sig i det første hus, de så, og Jeppes kæreste var klar til at byde, da de gik fra fremvisningen. 

”Men jeg slæbte hende rundt for at se på 12-14 andre huse, og først da jeg kendte udbuddet og havde et solidt sammenligningsgrundlag, var jeg klar til at købe,” siger Jeppe Borre.  

GRISEHANDLERENS KONE

Også fagligt er der også styr på Jeppe Borres ting. Han er uddannet økonom – cand.polit – fra Københavns Universitet, og allerede i studietiden blev han glad for at formidle. Han underviste i samfundsbeskrivelse og økonometri. I dag fylder formidling en stor del af hans job. Han holder webinarer for kunder og oplæg for Nykredit-rådgivere og sender kommentarer på kurser, låntyper, auktioner mv. ud til medierne. 

”Jeg bliver meget passioneret af de ting, jeg formidler. Det samme er sket med renterne,” siger Jeppe Borre. 

Han startede karrieren med et studiejob i Realkreditrådet og fik som færdiguddannet job som økonom i Alm. Brand. Men da Realkreditrådet søgte en erfaren økonom, trak realkreditten og en nyuddannet Jeppe Borre slog til.

”Man skal ikke dømme noget ude på forhånd. Jeg søgte jobbet, selvom jeg langt fra var erfaren – og fik det,” siger Jeppe Borre. 

Har du meget selvtillid?

”Ja, men jeg synes, at jeg er ret realistisk omkring, på hvilke områder, jeg kan have selvtillid. Og så er jeg ikke bange for at kaste mig ud i noget nyt. Mine store oplevelser kommer altid, når jeg tør noget - og når jeg gør noget for første gang. Første gang jeg holdt et webinar, første gang jeg var på tv. Jeg ved godt, at jeg ikke altid er verdensmester til det, jeg gør – men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af det. Og så har jeg en ambition om en dag at blive den bedste,” siger Jeppe Borre. 

”I den periode, jeg har arbejdet i Nykredit, har jeg haft mange af de der for første gang oplevelser. Og hver gang synes jeg, at der er en enorm opbakning fra kollegaer – jeg synes, at samarbejde og sparring er ord, der passer på Nykredit. Men man skal også selv opsøge det. Det er en stor arbejdsplads, og folk kommer ikke bare hen til dig i kantinen og spørger, om du vil sparre.”

Har du et idol?

”Nej. Et idol kan for mig ikke bestå af ét menneske – jeg tror ikke på, at der er ét perfekt menneske. Idoler vil altid være dynamiske. Man bevæger sig jo gennem livet. Jeg har altid haft mange forbilleder. Som dreng var det Michael Laudrup og Lars Olsen. Senere et hav af skiidoler. Og i dag er det nok grisehandlerens kone fra Matador. Hun er medmenneskelig, forudseende og flittig,” siger Jeppe Borre.  

Det er værdier, som Jeppe Borre selv vægter højt.
 
”Min arbejdsdag begynder allerede derhjemme, hvor jeg fra morgenstunden skaber mig et hurtigt overblik over markedsudviklingen. Afhængig af, hvad resten af dagen byder på, står jeg op en time før resten af familien. Jeg foretrækker at være på forkant med dagen og samtidig må jeg erkende, at jeg er en spids mere effektiv kl. 5 om morgenen end kl. 5 om eftermiddagen,” siger Jeppe Borre og fortsætter:

”Altså nu lyder det som, at jeg er klar hundrede år før en deadline. Det er jeg ikke. Og mange i min familie kan nok nikke genkendende til, at jeg er den sidste, der kommer ud ad døren. Til gengæld er det aldrig mig, der har glemt at pakke badebukserne i kufferten.”

Kuffert og badebukser bliver der ikke brug for i år. Sommeren står på at flytte ind i det nye hus i Hvidovre, der er belånt med et fastforrentet 2-pct. lån.

”Jeg skriver stolpe op og stolpe ned om låntyper og er selv endt med et 2-pct. Det er det rigtige for mig. Jeg synes, det er et utrolig attraktivt lån, og som familie ønsker vi ikke at blive påvirket negativt af en rentestigning. Den bekymring kan vi lægge fra os - og det er selvom jeg holder et skarpt øje med renter og kurser hver dag,” siger Jeppe Borre.

Nu har du så på ny et 30-årigt lån – er det så slut med at stå på ski?

”Nej, vi skal til Norge næste år med mine forældre og min bror og hans familie. Så lærer jeg min brors kone at stå på ski og omvendt.”  

Kom godt videre

Ledige job

Find det rigtige job for dig og send en motiveret ansøgning.

Mads Bech - Privatrådgiver

Mød Nykredits Privatrådgiver, Mads Bech, fra Frederikshavn og hør, hvordan han altid er i bevægelse - både på og uden for arbejdspladsen.

Laila Andersen

Medarbejder kåret til Talent 100

33-årige Laila Andersen er afdelingsdirektør i Nykredit og kåret som et af Berlingske Business’ 100 talenter i dansk erhvervsliv

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.