Nykredit Private Banking anerkendt ved europæisk prisuddeling

Det britiske finansmedie WealthBriefing har netop offentliggjort dette års vindere af WealthBriefing Awards. Nykredit Private Banking er kåret som vinder i to europæiske kategorier.

Det er en uafhængig dommerkomite, der ved WealthBriefing Awards peger på de bedste aktører inden for private banking i Europa. I år vinder Nykredit Private Banking hele to priser, som falder i kategorierne European Domestic Clients Team og European Private Bank Talent Management.

Den ene pris tildeles på baggrund af Nykredits samlede tilbud til private banking-kunder, og den anden pris for evnen til at rekruttere og udvikle dygtige medarbejdere.

Der er en tæt sammenhæng mellem priserne, fortæller Lotte Månsson, direktør for Nykredit Private Banking:

- Vi gør os umage for at kunne tilbyde vores kunder både produkter og rådgivning, som er helt i top. Det er kun muligt, fordi vi har et stærkt værditilbud, som vi hele tiden udvikler, og fordi vi kan tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere. Kåringerne ved WealthBriefing Awards er en anerkendelse af, at man som kunde i Nykredit Private Banking møder kompetente rådgivere og et værditilbud, som er blandt Europas bedste. Det er vi meget stolte af.

Det siger dommerne

Dommerpanelet ved WealthBriefing Awards består af internationale fagfolk inden for private banking. I begrundelsen for, hvorfor Nykredit Private Banking vinder de to priser, fremhæver dommerpanelet blandt andet et bredt udvalg af investeringsløsninger med blik for bæredygtighed samt et klart fokus på at støtte vores medarbejdere i deres faglige udvikling.