Dyb splittelse i USA

Knap halvdelen af USA's befolkning støtter Donald Trump, men chefstrateg Frederik Engholm mødte ikke én under sit seneste besøg i New York, Washington og Los Angeles.

Det amerikanske samfund er splittet. Det er min mest slående iagttagelse efter nogle travle dage i sidste uge, hvor jeg holdte møder med kunder, analytikere og banker i New York, Washington og Los Angeles.

Donald Trump har små 45 procent af de amerikanske vælgere bag sig, og jeg mødte ikke en eneste af dem på min tur – ikke i bankerne, ikke på gaden og ikke blandt folk, der ellers betegner sig som sande republikanere.

I de mindre byer er billedet modsat

Havde jeg i stedet bevæget mig rundt i små byer som fx Lowell eller Springfield i Massachusetts havde det været anderledes. Det amerikanske samfund er dybt splittet mellem de veluddannede, internationalt orienterede storbyer og det man ofte kalder ’working class America’ – byer og samfund bygget op om industrier, der i dag er flyttet andre steder hen, til Kina eller Mexico for eksempel, og hvor befolkningen i dag oplever stagnerende eller forringet levestandard.

Hvad gør forskellen så markant

På mange måder står splittelsen mellem dem, der ser globalisering som en gevinst og dem, der oplever den som et tab. Har du set den ene fabrik efter den anden dreje nøglen rundt for at genetablere sig i Asien eller i Sydamerika, kan det knibe med tålmodigheden overfor argumenter om, at vi alle havde været fattigere uden globalisering.

Ulighed kan måles på mange måder, men den ultimative målestok er forskelle i forventet levetid. I USA i 1970 var denne forskel fem år for midaldrende mænd i henholdsvis lav- og højindkomstgrupper. I dag er forskellen vokset til 15 år. Og mens middel-levetiden er svagt stigende for sorte og spansktalende amerikanere, er den faldende for den hvide arbejderklasse.

Trump finder størstedelen af sine tilhængere i denne del af det amerikanske samfund. De er vrede og frustrerede og ønsker for intet i verden at få mere af det samme – derfor nærer de også et dybfølt had til Clinton. Og når økonomer forsøger at påpege, at Trumps løsninger på problemerne blot vil forstærke dem, taler vi for døve øre.

Et splittet samfund

Den hvide arbejderklasses frustration vil bestå, selv om Donald Trump taber valget, og USA vil være et dybt splittet samfund, hvor det vil være vanskeligt at træffe fornuftige og fremadskuende politiske beslutninger i de kommende år.

Lige som Europa står ved en skillelinje efter Brexit, tror jeg at USA går en udfordrende tid i møde – uanset valgresultatet den 8. november. Populismen er desværre kommet for at blive.

DISCLOSURE

Nærværende materiale udgør markedsføringsmateriale og kan ikke anses for at være en investeringsanalyse eller en investeringsanbefaling. Der gælder ikke et forbud mod at handle finansielle instrumenter omtalt i materialet inden udbredelsen heraf. Læs mere her

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.