Transport i 2014

Nykredits mål er at reducere CO2-udledningen fra transport med 30%. I 2014 faldt udledningen fra flytransport, mens forbruget til firmabiler steg. Nykredits Facility Management afdeling har i 2014 anvendt el-biler til en række transportopgaver i Storkøbenhavn.

Nykredits CO2-udledning fra transport er faldet med 19% fra 2013-2014, og sammenligner man med Nykredits basisår i 2012, er den samlede udledning faldet med 26%.

Ændringerne skyldes især en 37% reduktion i flytransporten, der vurderes at være et resultat af, at IT-afdelingen i  slutningen af 2013 udarbejdede klarere retningslinjer for, hvornår en medarbejder kan vælge en fysisk rejse frem for at benytte virtuelle mødefaciliteter som eksempelvis et video- eller telefonmøde.  
Herudover har Nykredits generelle omkostningsfokus også bidraget til besparelsen.
 

Brug af firmabiler og tog er til gengæld steget. At flere benytter tog til transport, anser vi imidlertid som positivt, da denne transportform udleder mindst CO2 pr. km., og samtidig giver mulighed for at udnytte rejsetiden til at arbejde.

To nye el-biler i driften

Facility Management har siden starten af 2014 benyttet to el-drevne biler til transport af varer, møbler mm. i Storkøbenhavn.  Udover at være et positivt tiltag for Nykredits CO2-udledning er implementeringen af eldrevne biler- og varebiler i den daglige drift også en god forretning for Nykredit pga. lavere driftsomkostninger til brændstof, grøn ejerafgift mm.

De to elbiler giver koncernen de første erfaringer med el-drevne biler bl.a. sammenhæng mellem kørestil og rækkevidde. Samtidig signalerer bilerne, at koncernen ønsker at bidrage til omlægning til mere miljøvenlige alternativer på transportområdet. Tilsammen har de to biler kørt 6700 km.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.