Sommerens økonomiske udvikling kan byde på et udfordrende efterår

Den volatile økonomiske udvikling i 2022 fortsatte henover sommeren, hvor særligt russisk gas og markante rentefald spillede ind, ifølge cheføkonom hos Nykredit, Palle Sørensen, der også kigger ind i efteråret, hvor økonomien og boligmarkedet kan blive udfordret.

Sommeren 2022 har været atypisk - og det skyldes ikke kun, at en dansker har vundet Tour de France. Tager man de økonomiske briller på, har de seneste par måneder nemlig budt på ualmindeligt volatile markeder, politiske spændinger og overraskende økonomisk udvikling.

Ifølge Palle Sørensen, cheføkonom hos Nykredit, er sommerens to hovedhistorier for økonomien dog uden tvivl problematikken omkring den russiske gas og en række markante rentefald:

“Midt på sommeren lukkede russerne for Nord Stream 1, der leverer gas til Tyskland. De har efterfølgende åbnet op igen, men kun på klem. Vi ser derfor ind i en vinter, hvor gassen potentielt skal rationeres. Samtidig er gaspriserne også næsten tredoblet siden maj måned. Hvilket i høj grad bidrager til den høje inflation i Europa og Danmark, som rammer de danske husholdninger hårdt på pengepungen,” fortæller Palle Sørensen og tilføjer:

“Inflationen forsøger man jo fra centralbankernes side at tøjle ved bl.a. at hæve renterne. Men til trods for det, så vi nogle markante rentefald henover sommeren. Eksempelvis den 10-årige amerikanske rente, der faldt fra 3,5% i midten af juni til lige over 2,5% i starten af august.”

Men på trods de markante rentefald henover sommeren mener Palle Sørensen ikke, at man skal glæde sig for tidligt, da renterne formentlig vil stige igen:

“Kigger vi ind i efteråret, så forventer vi, at rentefald erstattes af nye rentestigninger. Jeg tror ikke, vi skal helt op til eksempelvis et 5% realkredit lån, men pilen peger altså opad for renterne, og derfor vil vi også fortsat se, at de finansielle markeder følger renteudmeldingerne fra Fed og ECB tæt.

Boligpriserne kan falde 7%

De økonomiske udvikling påvirker selvfølgelig også boligmarkedet, der for de fleste mennesker repræsenterer deres største investering. Her er der potentielt godt nyt til købere, men det modsatte til sælgere, da der ifølge Palle Sørensen formentlig vil komme en periode med prisfald:

“På boligmarkedet forventer vi, at det næste halvandet år vil byde på prisfald, der ligger omkring 7%. Det vil selvfølgelig være forskelligt, alt efter hvor man bor. De dyreste områder omkring København vil nok opleve lidt større prisfald, mens landområderne nok ikke vil opleve de samme prisfald.”

Risiko for recession

I løbet af de seneste måneder har bekymringen fra flere økonomer og finansielle iagttagere været, at rentestigninger og inflation kan udløse en recession. Den bekymring deler Palle Sørensen, men påpeger samtidig at det i så fald formentlig vil være en teknisk recession, der kendetegnes ved to kvartaler i træk, hvor økonomien skrumper:

“De seneste nøgletal for dansk økonomi viser jo faktisk, at der er godt damp på kedlerne. Normalt forbinder man jo en recession med lavkonjunktur og høj ledighed, men det ser vi ikke som hovedscenarie. Derimod forventer vi en noget fladere vækst resten af året og starten af næste år. Det vil altså i bedste fald kun være et mindre bump på vejen for både dansk og europæisk økonomi. Men vi mener fortsat, at der er risiko for en rigtig recession.”

Palle Sørensen photo

Palle Sørensen

Cheføkonom i Nykredit

Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.