ECB holder renten uændret – men forventes at lempe i juni

ECB

Den europæiske centralbank holdt helt som ventet renten uændret på torsdagens møde. Forventningen er fortsat, at ECB vil sænke renten i juni, mens prognosen for amerikansk rentenedsættelse skubbes fra juni til slut juli.

ECB stiller sig fortsat tilfreds med inflationsudviklingen i eurozonen, og har siden mødet i januar fået yderligere tillid til, at 2%-målsætningen nås. Dog ikke nok til på dagens møde af sænke renten, selvom et par medlemmer ønskede det.

”Udfordringen, der endnu står tilbage, er den træge serviceprisinflation, som igen blev nævnt som hovedårsagen til ECB’s tilbageholdenhed. Det er ingen overraskelse, da vi i marts for femte måned i træk ikke har set fald i serviceprisinflationen”, sige chefstrateg Frederik Engholm og fortsætter:

”Samlet set står ECB derfor stadig i en venteposition. Vigtige løn- og inflationstal for hhv. 1. kvartal og april og maj venter forude, og bliver alle offentliggjort inden mødet i juni. Derfor var det også væsentligt for forventningerne, at ECB’s formand, Christine Lagarde, på dagens møde genbekræftede juni som et tidspunkt, hvor centralbanken ”er blevet meget klogere” (læs: kan levere første rentenedsættelse)”.

Der har været snak om, hvorvidt det lidt forværrede inflationsbillede i USA, og dermed risiko for senere og færre sænkninger fra Federal Reserve, skulle påvirke ECB.

”Vi mener ikke, det bør være udslagsgivende, da situationen i de to økonomier er helt forskellig. Eurozonen har i langt større grad behov for lempelser af politikken”, siger Frederik Engholm.

Amerikanske inflationstal fører til ændret prognose

Efter sidste uges stærke jobtal fra USA, var det onsdagen inflationstal, der skulle understøtte den brede forventning til snarlige lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det skete ikke – tværtimod. Med en inflation, der i marts samlet steg til 3,5% fra 3,2% i februar, og en kerneinflation, der forblev uændret på 3,8, er det ikke sandsynligt, at en amerikansk rentenedsættelse ligger lige om hjørnet. Nykredit har derfor ændret sin prognose.

”Vi har på linje med markedet taget konsekvensen og har genvurderet perspektiverne for rentenedsættelser. Vi har skubbet den første rentenedsættelse til mødet i slutningen af juli, og har samtidig reduceret antallet af rentenedsættelser i 2024 fra fem til tre. Og vi skal understrege, at det forudsætter, at den nedadgående tendens i inflationen genoptages, og at vækstindikatorerne som minimum ikke forbedres yderligere. Federal Reserve kan godt leve med en god vækst - men ikke med inflation, der bevæger sig yderligere væk fra målet”, siger Frederik Engholm.

Relaterede Artikler

Investeringsmarkeder | 5 min

Hvad er det egentlig, der foregår i USA?

Hele verdens øjne vil være rettet mod USA, når amerikanerne 5. november skal til stemmeurnerne for at vælge landets 47. præsident. Trump spås gode chancer for endnu engang at indtræde i verdens mest magtfulde embede. Hvordan kan det ske? Og hvordan vil markederne reagere?
Investeringsmarkeder | 2 min

Stigende oliepriser – vil det påvirke markedet?

Konflikten i Mellemøsten er med Israels angreb på Irans ambassade i Damaskus og Irans gengældelsesangreb mod Israel eskaleret de seneste uger. Eskaleringen har medført stigende oliepriser, men spørgsmålet er, om de stiger til et niveau, hvor det vil påvirke den globale økonomi.
Investeringsmarkeder | 2 min

USA: Forventning om stort fald i jobvæksten fortoner sig

Den amerikanske jobvækst overrasker igen positivt. Dagens tal er dog ikke nødvendigvis en hovedpine for den amerikanske centralbank, som i højere grad har fokus på inflation.