Det må gerne være lidt lækkert at klare sine bilag

Farvel til kassebonerne og goddag til Summax: Martin Svaneborg er en af de kunder i LandboNord, som har fået en helt anderledes tilgang til at få styr på sine bilag til bogføring.

At bogføringen er blevet en leg, er nok en overdrivelse. Men landmand Martin Svaneborg (t.h. på foto) opfatter i hvert fald opgaven helt anderledes nu, når han sætter sig ind til skrivebordet en søndag aften for at få bilagene bogført. Nu er det hele digitaliseret.

- Det betyder meget, at du ikke skal ind og rydde op i en masse papirer på kontoret, men at du skal ind og eksekvere. Nu er det ikke længere noget som jeg skal tage tilløb til. Med Summax er bogføringen blevet meget simpelt. Det skal helst være lidt lækkert; ellers springer man over og udsætter det til næste dag, siger Martin Svaneborg, som sammen med en makker driver en bedrift med 400 jerseykøer i Skallerup ved Hjørring.

Stor andel bruger det

Summax er landbrugets eget bogføringsprogram og ejet af rådgivningsvirksomhederne i DLBR. Ideen er at gøre det simpelt at få sine bilag lagt ind og bogført i Ø90. Med appen LandboNord Scan på sin telefon, kan Martin fotografere en kassebon, hvorefter den automatisk overføres til systemet. Så nu er det slut med boner fra benzintanken, der flyder rundt i bilen.

Er det en e-faktura, kan systemet automatisk fordele de enkelte varer ud på de rette poster. Summax sikrer også, at fakturaerne bliver betalt til rette tid, hvis den pågældende bank er med på løsningen. Det er Nykredit Bank, Martin Svaneborgs bank.

Det er en af de helt store fordele. Du sidder ikke med en faktura i din mailboks og kommer i tvivl, om den er lagt til betaling i netbank. Du får et helt andet flow, når du bruger Summax

Martin Svaneborg

Ringbindene er smidt ud

Kommer der en e-faktura fra byggemarkedet, kan der hurtigt være 20 forskellige varer på. Summax lærer selv, hvor de enkelte varer plejer at blive bogført hos den landmand.

- Det betyder, at jeg løbende får varerne placeret på de rigtige poster i regnskabet og kan se, hvad der er af omkostninger på de enkelte maskiner. Bilagene bogføres på fakturadatoen. Derfor kan jeg se, hvad der kommer af større betalinger i de nærmeste uger, så jeg har overblik over min likviditet.

- Desuden slipper jeg for at have en stribe ringbind stående med bilag. Og skal jeg finde et bestemt bilag, kan jeg skrive søgeordet i stedet for at skulle bladre alle mapperne igennem. Jeg får nemmere indsigt i tallene på denne måde, siger Martin Svaneborg.

LandboNord har bygget videre

Martin Svaneborg er kunde hos LandboNord i Brønderslev, som har knyttet lidt ekstra service til løsningen og kalder den LN Summax.

- Vi gør blandt andet meget ud af at hjælpe kunderne i gang med programmet. Vi er også langt fremme med at markedsføre det. Vi har omkring 700 kunder på løsningen. Det er en meget stor andel i forhold til andre dele af landet, oplyser Alex Brøndum, digitaliseringskonsulent hos LandboNord (t.v. på foto).

Kobler økonomi og produktion

LandboNord tester en løsning, hvor traditionelle fakturaer scannes og konverteres til e-fakturaer, så de også kan blive bogført automatisk. Alex Brøndum og hans kolleger har, i samarbejde med SEGES, også udviklet et tillægsmodul, LN e-OVERBLIK, målrettet til større bedrifter, som vil få hyppigere rapportering og dybere indblik i økonomien, fordi finansielle nøgletal kobles med data fra produktionen – e-kontrol, ydelsestal osv.

- De større bedrifter har især et ønske om at få økonomien opgjort for hvert site eller produktionsgren, og det får de også med dette modul. Landmanden får informationerne præsenteret på en meget overskuelig måde. Da systemet er knyttet til LN Summax, kan han også gå om bag tallene og finde de enkelte bilag.

- Tilsammen vil LN Summax og LN e-OVERBLIK give landmanden nogle rigtig stærke ledelsesværktøjer, påpeger Alex Brøndum.

Relaterede Artikler

Dræner sig til et højere udbytte

To kammerater fra landbrugsskoletiden har etableret entreprenørfirma på Sydsjælland med fokus på at dræne landbrugsjord.

Den digitale driftsleder

Ejnar Schultz, ny direktør for SEGES, ser digitalisering som den store mulighed for dansk landbrug.

Landmænd har foreningsdemokratiet i blodet

At en stor virksomhed som Nykredit ejes af en forening, er helt unikt i den finansielle sektor, påpeger Nina Smith, formand for Forenet Kredit.