At investere i klima og miljø er også at sprede sin risiko

Landmanden Peter Nielsen lever i den grad op til kriterierne for at vinde Klima- og Bæredygtighedsprisen. Han får strøm fra egen vindmølle og solcellepark. Han er gået over til at grubeharve for at holde på fugten i jorden. På det ledelsesmæssige plan sparrer han med et gårdråd, og så har han indgået en aftale med kommunen om at ansætte unge med særlige udfordringer.

Derfor indstillede hans rådgiver fra LandboNord ham til Nykredits Klima- og Miljøpris, som bliver overrakt til en landmand, der har gjort en særlig indsats for bæredygtighed og til gavn for klimaet. Peter Nielsen var en af fire finalister, da prisen blev uddelt tidligere på sommeren i Kolding.

- Jeg var jo pavestolt over, at jeg overhovedet var i finalen og slet ikke forberedt på, at jeg også ville vinde. Så jeg måtte lynhurtigt formulere en takketale, fortæller den 57-årige landmand, som har drevet Vester Jonstrup på egen hånd siden 1993 efter fire års partnerskab med faderen.

Klimainvestering er også risikospredning

- Jeg har altid lavet de investeringer, som loven kræver. Min far var udkørt i de sidste år og sagde, at hvis jeg ville overtage gården, skulle han nok sørge for, at den levede op til alle de miljøkrav, der væltede ud over landbruget dengang i 1980’erne. Det var også min far, som i 1989 fik stillet en vindmølle op. Jeg synes, at det er rigtig fint, hvis miljø og økonomi kan gå hånd i hånd, og det kan det ofte.

I 2013 satte Peter Nielsen et solcelleanlæg op på ca. 1 ha af hans jord, og anlægget producerer ca. 400.000 kW/år. Men det er ikke fordi, han er miljøaktivist, at han investerer i vind og sol. For Peter Nielsen handler de grønne tiltag også om forretning og risikospredning.

Endte med at eje skole efter chartertur til Gambia

Peter Nielsen siger, at han fra naturens side er socialt anlagt, og at han gerne vil hjælpe. Bortset fra hans førstemand, som han har samarbejdet med i mange år, har hans øvrige medarbejdere alle ”noget med i bagagen”, som han udtrykker det.

- Jeg har haft samme person i flexjob i syv år, jeg har to piger med nogle udfordringer og en dreng på 15 år, som ikke magter at gå i skole hver dag. Jeg har ingen forudsætninger for at tage mig af dem, men det er fint for dem at komme herud og være med til at passe dyrene, give strøelse og vaske. Jeg har en partnerskabsaftale med Hjørring Kommune, som elsker at kunne sende de unge mennesker ud og lave noget meningsfyldt hos mig.

I 2006 tog Peter Nielsen, hans kone Thine og deres fire børn på en chartertur til Gambia. En tur som Peter Nielsen siger kom til at ændre dem alle. Her mødte familien en vestjysk kvinde, Annegrethe, som var ved at etablere en skole.

- For at gøre en lang historie kort så endte det med, at vi – sammen med min bror og hans kone – overtog projektet, så det nu er os, der ejer skolen. Med danske sponsorer har vi nu 430 elever og 26 medarbejdere på skolen. Jeg vil kalde det et af Danmarks mest succesfulde ulandsprojekter. For vores eget vedkommende har det givet os nye indsigter. Jeg tror nok, at vores børn er blevet mere bevidste om, hvor meget vi har herhjemme, og hvad vi kan undvære for at hjælpe andre. Det giver os et andet perspektiv på livet.

Læs mere om skoleprojektet i Gambia, Annegretheskolen, her. 

Gårdråd sætter retningen for bedriften

I 1999 etablerede Peter Nielsen et gårdråd, fordi han syntes, det var uoverskueligt med alle de rådgivere, han skulle være i dialog med. I stedet samlede han dem i et gårdråd, hvor hans bankmand og hans førstemand også er med.

- Vi mødes tre gange om året. Det koster selvfølgelig nogle kroner at have dem siddende om bordet, men de penge er hurtigt tjent hjem. Vi finder den vej, vi skal, og så følges vi ad. Hvor skal der sættes ind, og hvad fungerer godt, sammenlignet med lignende bedrifter? Jeg har intet imod, at nogen kigger mig i kortene og er med til at sætte retningen.