Det er lykkedes at give plads til hinanden
Klaus og Helle Noe har efter en skattefri virksomhedsomdannelse fået sønnen Morten med i ejerkredsen. Sammen er de ved at finde en ny måde at drive landbruget på – med plads til begge generationer.

I Lemvig har Klaus og Helle Noe drevet landbrug siden 1993. De har stille og roligt opkøbt ejendomme og jord og har i dag 6 ejendomme med grise. De ejer 700 hektar, og driver selv de 630 hektar i Lemvig. Men noget ændrede sig i 2024, da sønnen Morten vendte hjem efter at have været driftsleder i Goodvalley i Polen.
”Vi gik fra virksomhedsordningen over i selskabsregi i april 2024. Allerede i 2021 var vi begyndt at lege med tanken om generationsskifte, og vores regnskabsrådgiver begyndte at skubbe til tanken om at lægge det i selskab. Da Morten signalerede, at han gerne ville være med, kunne vi se en fordel i at sætte processen i gang. Vores alder er endnu ikke så fremskreden, så vi ville kunne samarbejde i nogle år,” fortæller Klaus, der i dag er 55 år, mens Morten er 29.
Det bliver starten på selskabet Noe Agro ApS. Valget faldt på den skattefri virksomhedsomdannelse, da det også gav mulighed for at få kapital ind og bevare likviditeten i virksomheden.
Dengang Morten var klar til at vende tilbage til Danmark, satte det en kædereaktion i gang.
”Morten melder, at han kommer hjem i 2024. Så begynder vi at kigge efter muligheder for at købe en ejendom til. Og så syntes vi, det var en spændende ejendom og lokation, og at der var et perspektiv i det,” fortæller Klaus om udvidelsen med endnu en ejendom, der bliver købt i et nyt selskab.
Morten har overtaget 25 procent af virksomheden. Klaus og Helle ejer resten og ønsker stadig at drive landbrug i en årrække endnu. På sigt er det planen, at sønnen Jesper også skal med i virksomheden. Parrets tre andre børn har også mulighed for at blive en del af virksomheden, hvis de vil.
Risiko og timing
Det kørte ganske godt for Klaus og Helle, der gennem årene har arbejdet hårdt for at opbygge, hvad de har i dag. De havde ikke behøvet at lave flere ændringer frem mod pensionsalderen.
”Hvis vi bare kørte videre med det, vi havde, ville det bare skillinge derudaf, uden at vi havde behøvet at gøre mere ved det. Vi havde ikke slået til ude i Toftegaard, hvis Morten ikke havde stået klar. Timingen var ikke den bedste. Men vi tror på, at vi stadig skal drive landbrug 5-10 år endnu, og det kunne være sjovt at være med til at skabe næste step. Når man er født som entreprenør, er det svært at lade være,” siger Klaus og smiler lidt. Morten er enig:
”Det er nok ingen hemmelighed, at vi som branche er forholdsvis risikovillige, men far har nok haft større overvejelser end jeg har.”
Alligevel valgte de hurtigt at involvere advokat, revisor og bank, så de kunne udvide med den nye ejendom. På bare 20 dage fik Nykredit gennemført et bankskifte og sikret købet af ejendommen.
Der skal være plads til at lave fejl
Men hvordan er det så at træde til som den nye generation, og kan den gamle generation finde ud af at afgive ansvaret? I Lemvig er Morten blevet kastet ud i driften af den nye ejendom, og der har været plads til, at han har kunnet gøre sig sine egne erfaringer.
”Det har til tider været lidt kaotisk, men sjovt. Der er en stejl læringskurve, når man står i det. Der er mange ting, der hele tiden lander på ens bord,” siger Morten, der i øjeblikket har fokus på sanering og udvidelse af stalden.
”Morten har lært af de fejl, han har lavet. Man skal jo lære. Det er der, man får noget ind i balasttanken,” siger Klaus, der ikke har haft store udfordringer ved at give noget af ansvaret videre til sin søn.
Det er en aflastning. Det er ikke min spidskompetence at sidde med det administrative. De unge i dag har nogle helt andre kompetencer, og Morten har også taget Agro Business Manager-uddannelsen. Det er det praktiske, der er min styrke
Når samtalen drejer hen mod, hvad der især har været en succes, er både far og søn enige: Det er ikke gået ud over familierelationen, og det er lykkedes at give plads til hinanden.
Familien først
Med en søskendeflok på fem har det været nødvendigt at involvere advokat, revisor, bank, få lavet testamente og ikke mindst få talt det hele godt igennem i familien. For penge er et ømtåligt emne, også når man er venner, som Morten siger. Også Klaus har haft fokus på, at sikre åbenhed i familien om pengesagerne.
”Vi har en børneflok på fem. Det er vores store opgave at få synliggjort, at Morten er med, med 25 procent, og på sigt kommer Jesper med også. De tager både risikoen og muligheden for at skabe noget værdi. Men der er stadig nogle ting at snakke igennem med Charlotte og Niels,” siger Klaus og refererer til deres advokat og revisor.
”Det er vigtigt at få snakket alle scenarierne igennem, så der er 100 procent redegjort over for de øvrige familiemedlemmer. Vi har haft køkkenbordssnakke, men det kunne have været godt at have fået professionelle møder ind tidligere og have nogle med udefra.”
Vi kan altid bidrage med noget
Fremtiden tegner lys for familien Noes landbrug i Lemvig. Med den nye selskabsform har de mulighed for at trække andre kompetencer ind i ejerkredsen, fx en der er stærk på planteavl, og de kan nemmere lave gode aftaler med andre virksomheder, fordi de selv er blevet et ApS. Klaus og Helle har planer om at være en del af det, som fremtiden byder på.
”Vi kan altid bidrage med noget. Når man har været med hele vejen, har man noget viden, som de andre ikke har. Vi er ikke begyndt at planlægge vores pension eller sætte ord på, men vores advokat har nævnt, at der skal være en slutdato på,” siger Klaus.
På spørgsmålet om, om der var noget, han ville have ønsket, han havde vidst, inden han gik i gang med generationsskiftet og overgangen til den nye selskabsform, trækker han lidt på smilebåndet.
”Nej, det har været rart ikke at vide. Der er vanvittig meget administrativt, man skal vide og gøre, ikke bare i forbindelse med generationsskiftet, men også fordi vi skiftede bank og kredit samtidig.”
Rådgivernes gode råd til generationsskifte og virksomhedsomdannelse
- Få planlagt i god tid, og få nogle gode rådgivere ind tidligt i processen.
- Hav fokus på både de skattemæssige og økonomiske aspekter, men også de bløde værdier.
- Få lavet en strategiplan til hele processen, og få den løbende ajourført.
- Giv hinanden plads, og vær opmærksom på, at det er en stor beslutning for begge generationer.
- Familien Noes rådgivere i Nykredit, seniorlandbrugsrådgiver Kasper Søndergaard Andreasen og landbrugsrådgiver Mathias Jakobsen
Relaterede Artikler

Skovrejsning: Det er valgt med hjertet

To veje til afkast: Aktiv og passiv forvaltning
