*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Erhverv | 5 min

Lempeligere regler for generationsskifte (måske) på vej

I juni blev der indgået en politisk aftale om et stærkere erhvervsliv. Aftalen begynder så småt at udmøntes i konkret lovgivning - herunder et forslag om en række forbedringer af rammevilkårene for generationsskifte, der netop nu er i høring.

Nykredit

De konkrete forbedringer for generationsskifte består især af fire elementer, som skattechef i Nykredit Christian Stricker her uddyber.

Succession ved overdragelse af ejendomsselskaber

Det foreslås, at skatten ved overdragelse af ejendomsselskaber og ejendomsvirksomheder kan udskydes.

”I dag er det sådan, at ejendomsudlejning betragtes som passiv virksomhed. Det er derfor ikke muligt at generationsskifte et ejendomsselskab indenfor familien, uden at udløse de udskudte skatter. Hvis forslaget gennemføres, vil det være muligt at udskyde beskatningen, når næste generation overtager. Det gælder for overdragelser, der finder sted fra og med 1. januar 2025”, siger Christian Stricker.

Retskrav på at anvende skematisk værdiansættelse

Værdiansættelse af virksomheder som skal generationsskiftes er en stor udfordring, og et andet af de områder, der foreslås forbedret.

”Som reglerne er nu, er der risiko for, at Skattestyrelsen rejser tvivl om værdiansættelsen, som er anvendt i et generationsskifte. Det foreslås derfor, at det skal være muligt at vælge en skematisk værdiansættelsesmetode for overdragelser, der finder sted fra 1. oktober 2024. Herved opnås en større forudsigelighed ved generationsskiftet”, siger Christian Stricker.

Bo- og gaveafgiften nedsættes til 10 pct. ved overdragelse af erhvervsvirksomheder

Et tredje element i lovforslaget er en nedsættelse af bo- og gaveafgiften, fortæller Christian Stricker.

”Der betales som udgangspunkt 15 pct. i bo- og gaveafgift ved overdragelse af erhvervsvirksomheder. I perioden 2016-2019 var bo- og gaveafgiften dog nedsat ved overdragelse af erhvervsvirksomheder. Det foreslås nu - med virkning fra 1. oktober 2024 - at bo- og gaveafgiften nedsættes til 10 pct. ved overdragelse af erhvervsvirksomheder”.

Gaver til søskende omfattes af gaveafgift

Sidst, men ikke mindst, foreslås det, at gaver mellem søskende omfattes af gaveafgift.

”Søskende er skattepligtige af gaver og betaler en høj afgift på op til 36,25 pct., hvis de arver hinanden. I foråret blev det vedtaget, at søskende fra og med 2027 skal betale en lav afgift på 15 pct., når de arver hinanden. Nu foreslås det yderligere, at søskende fra og med 2027 også skal betale en lav afgift på 15 pct., når de får gaver af hinanden”, siger Christian Stricker.

Lovforslaget forventes fremsat i oktober, og intet af ovenstående er altså vedtaget endnu, understreger Christian Stricker.

”De forbedrede betingelser forslås gradvist frem mod 2027, men allerede nu bør man være opmærksom på, at et fremtidigt generationsskifte måske kan gennemføres under forbedrede betingelser, ligesom generationsskifteplaner, som allerede er lagt, måske bør genovervejes”.

Relaterede Artikler