Boligejere med F3- og F5-lån får ny rente næste år
Har du et F3- eller F5-lån i Totalkredit? Så læs med her. Du skal nemlig have ny rente på dit Tilpasningslån fra 1. juli 2026.
Vi forventer, at F3- og F5-renterne kommer til at ligge forholdsvist tæt på hinanden med henholdsvis 2,3% og 2,6%. Oplevelsen af de nye renter fra 1. juli bliver dog meget forskellig, afhængig af om du har et F3- eller et F5-lån.
Det skyldes, at dem med F5-lån har været vant til en rente på kun lige over 0% i snart fem år, der derfor skal betale mere i rente fremover, mens dem med F3-lån har haft en rente ca. 3,5% de seneste knap tre år, får en billigere rente.
”Uanset om du har et F3- eller F5-lån i dag, er det oplagt at overveje, om du fortsat har det lån, der passer bedst til dig og din økonomi. Når dit lån skal have ny rente, er det nemlig det nemmeste og billigste tidspunkt at ændre lånet. Fristen for ændringer er 30. april 2026,” siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.
F5 vinker farvel til rente tæt på 0%
Renterne er i dag højere end de var, da dem med F5-lån sidst fik rentetilpasset deres lån for fem år siden. Dengang var renterne tæt på nul, og det har dem med et F5-lån fra dengang haft glæde af siden, mens renterne på nye lån er steget markant siden 2022.
For dem med F3-lån er renten i dag lidt lavere end for små tre år siden, da de fik fastsat renten sidst til over 3%. De kan dermed se frem til et lidt billigere lån.
Hvis du vil blive klogere på rentemarkederne kan du følge med i Renteudsigten, der kommer hver måned.
Har du det rigtige lån?
”Er du fx bekymret for, at renten i fremtiden bliver højere end nu, og ønsker du derfor at have en fast rente på dit lån, eller ønsker du at binde renten i kortere tid, bør du tale med din rådgiver. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med. Kontakt din rådgiver i god tid - du har kun frem til udgangen af april, hvis du vil ændre dit lån,” siger Sune Malthe-Thagaard.
Fristen for at ændre dit lån er 30. april 2026
Er du glad for dit nuværende lån, behøver du ikke gøre noget. Så får du automatisk en ny rente 1. juli 2026. Ønsker du omvendt at ændre dit lån eller er du i tvivl, så tag fat i din rådgiver i dit pengeinstitut i god tid og senest 30. april 2026.
Fast rente eller endnu kortere rentebinding?
Du kan overveje at øge din rentebinding og lægge lånet om til et fastforrentet lån. Renten er ganske vist højere end det, vi forventer, F3- og F5-renten lander på, men så kender du din rente i al den tid, du har lånet. Det kan være noget for dig, hvis de rentestigninger, vi så for ca. tre år siden, har gjort dig nervøs for, at det kan ske igen i de kommende år.
Du kan også forkorte din rentebinding, hvis du tror på, at renterne bliver lavere sammenlignet med nu inden for en kort årrække. Så skal du blot være forberedt på, at renten omvendt også kan stige inden for kort tid.
Sune Malthe-Thagaard
Chefanalytiker
Relaterede Artikler
Nyt rentetillæg og renteloft på RenteMax10-lån
Skattelettelser, afgiftslettelser og fødevarecheck: Hvem vinder mest?