Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Privatøkonomi |

Billigere dagligvarer og ændringer i pensionen: Hvad betyder det for din økonomi?

Lavere moms på mad og nye tiltag på pension kan styrke din økonomi i hverdagen – men effekten afhænger naturligvis af, hvordan forslagene bliver gennemført.

Regeringens nye udspil indeholder også en række ændringer, der kan få direkte betydning for danskernes hverdag, både når det gælder dagligvarer og pension. Men hvad betyder det konkret for din økonomi? Det ser vi nærmere på sammen med formueekspert Jeanette Kølbek.

Lavere moms på mad kan give mærkbare besparelser

Regeringen lægger op til at afskaffe momsen på frugt og grønt og samtidig halvere momsen på øvrige fødevarer.Det kan få en direkte effekt på husholdningsbudgettet.

“For en almindelig familie kan det betyde besparelser i omegnen af 12.000 kr. om året – men det afhænger selvfølgelig af, hvor meget man bruger på dagligvarer, og hvordan ens indkøb ser ud,” siger Jeanette Kølbek.

Hun understreger dog, at den fulde effekt er usikker.

"Det er ikke givet, at hele momsnedsættelsen kommer forbrugerne til gode gennem lavere priser. Differentierede momssatser giver ofte virksomhederne flere administrative udgifter, noget af gevinsten kan ende hos virksomhederne, og derfor kan den reelle besparelse for forbrugerne være lavere end det umiddelbare regnestykke tilsiger."

Ændringer i pension kan styrke økonomien senere i livet

Regeringsgrundlaget indeholder også flere initiativer på pensionsområdet. Blandt andet lægges der op til:

  • en forhøjelse af tidlig pension (også kaldet Arne-pensionen) med 3.000 kr. om måneden
  • en forbedring af økonomien for folkepensionister med de laveste indkomster på 1.000 kr. ekstra om måneden
  • lempelige modregningsreglerne for efterløn og tidlig pension, som kan gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet

Derudover foreslås større fleksibilitet i pensionsopsparingen.

“Flere af de foreslåede ændringer peger på, at det skal være lettere at tilpasse sin ratepension til sin livssituation. De vil undersøge muligheden for at sætte udbetalingerne fra en ratepension på pause. Det giver en større fleksibilitet, som mange kan have gavn af – især hvis ens behov ændrer sig undervejs i pensionstilværelsen,” siger Jeanette Kølbek.

Samlet set flere penge – men det afhænger af din situation

Ser man på tværs af initiativerne, vurderer Jeanette Kølbek, at mange danskere kan stå med flere penge mellem hænderne.

“Samlet set peger det i retning af, at mange vil få lidt højere rådighedsbeløb. Men hvor meget afhænger af den enkelte – blandt andet af indkomst, forbrug og boligøkonomi. Nogle vil især mærke det gennem lavere skat, andre gennem billigere dagligvarer eller ændringer i deres pension.”

Flere initiativer kan få betydning

Der er samtidig ambitioner, som endnu ikke er fuldt konkretiseret, men som kan få betydning på længere sigt.

Et eksempel er ønsket om gratis tandpleje. Ordningen er ikke tænkt som en løsning fra dag ét, men som en gradvis indfasning.

“Ambitionen er, at tandpleje på sigt skal være gratis for alle, men det er noget, der bliver indfaset over tid. Planen er, at man starter med de grupper, der har det største behov, for eksempel førtidspensionister og andre udsatte, og derefter udvider til flere,” siger Jeanette Kølbek.

Indfasningen forventes at begynde fra 2027 og ske i etaper frem mod en fuld implementering over en længere årrække.

“Det betyder også, at der vil gå mange år, før effekten kan mærkes bredt. For de fleste danskere vil det derfor i første omgang have begrænset betydning for privatøkonomien,” forklarer Jeanette Kølbek.

Samtidig er der stadig væsentlige spørgsmål, der mangler svar.

“Det afhænger i høj grad af den konkrete model, finansieringen og kapaciteten i tandplejen. Det er en stor reform, og derfor må man forvente, at den bliver justeret undervejs,” siger Jeanette Kølbek.

Jeanette Kølbek

Formueekspert i Nykredit & Spar Nord

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering.