Det skal du holde øje med i oktober
Med kompromisset om det offentlige budget i repræsentanternes hus afværgede USA en truende nedlukning af den offentlige sektor, som var på vej til at sende hundredtusindvis af offentlige ansatte hjem per 1. oktober. Den risiko er nu udskudt til midt i november, og oktober starter altså en smule mindre dramatisk. Det er positivt for aktiemarkederne, som har rigelig andet at bekymre sig om. Desuden betyder kompromisset, at de afgørende nøgletal fra USA stadig kan udkomme.
Det er ret afgørende for et finansmarked, som famler efter nye signaler om pengepolitikken i en tid, hvor centralbankerne netop udtrykker stor nøgletalsafhængighed. Meget store stigninger i fx 10-årige renter gennem september har skabt ny frygt i markedet og presset aktiekurserne nedad for 2. måned i træk. Det er renter og centralbanker , som driver markedet lige nu.
Derfor bliver der igen i oktober stor fokus på den amerikanske jobvækst (der kommer tal d. 6/10), på den amerikanske inflation (der kommer tal d. 12/10), som kan blive udslagsgivende for Federal Reserves rentebeslutning i starten af november.
For Europas vedkommende er det forventningen, at den europæiske centralbank, ECB, er i mål - men nøgletal kan måske påvirke det indtryk. Her vil de vigtigste være PMI-tallene (indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation) fra eurozonen d. 24/10, og de europæiske inflationstal for oktober på månedens sidste dag.
13. oktober skydes Q3-regnskabssæsonen i USA i gang – som vanligt med regnskaberne fra flere af USA’s største banker (JP Morgan, Wells Fargo). Regnskabssæsonen har potentiale til at skubbe lidt til markedet i den ene eller anden retning - men så længe den økonomiske usikkerhed er så høj fremadrettet, og så længe usikkerheden om renterne er som den er, så bliver den bagudskuende udvikling i indtjeningen næppe nok til at dominere markedsbilledet.
Midt på måneden forløber også IMF’s store årsmøde, som i år foregår i Marrakesh. I den forbindelse er en bunke toneangivende personer samlet for at diskutere de verdensøkonomiske udsigter, ligesom IMF offentliggør sit World Economic Outlook.