
Er din investeringsportefølje i sommerform?
Lige så vel som det er en god idé at få tjekket bilen inden bilferien og tjekket, at rejseforsikringen dækker det, den skal, så er det ifølge formueekspert Jeanette Kølbek også en god idé at give investeringerne et servicetjek, inden du klapper den bærbare sammen og går på sommerferie.

Mens du holder sommerferie, er de finansielle markeder fortsat åbne. Handelsvolumen er godt nok mindre hen over sommeren, men markederne reagerer fortsat på de begivenheder og nyheder, der kommer – fx regnskabssæsonen for første halvår 2024, der løber af stablen for mange virksomheder i juli og august måned. Det er derfor en god idé at gå investeringsporteføljen efter i sømmene, inden man trækker stikket og går på sommerferie, lyder det fra Jeanette Kølbek.
”Har du ikke intentioner om at handle værdipapirer hen over sommeren, så er det en god idé at sikre, at din investeringsstrategi fortsat er i overensstemmelse med dine forventninger. Altså sikre, at din investeringshorisont og risikovillighed fortsat er retvisende, siger Jeanette Kølbek og fortsætter:
”Har noget ændret sig i dit liv, kan det være, at tidshorisonten skal forkortes eller forlænges. Rigtig mange investorer har en for kort tidshorisont på deres investeringer, fordi de forventer at bruge pengene inden for fx fem år. Virkeligheden er dog ofte, at mange ikke får pengene brugt inden for fem år - og det kan betyde, at man har haft færre aktier i porteføljen, end man kunne have haft, hvis man havde haft en længere og mere retvisende tidshorisont på fx 10 år. Man kan dermed gå glip af noget afkast”.
For lidt eller meget risiko?
Investerer du selv dine værdipapirer, er det en god idé at se nærmere på, om du har fået for lidt eller for meget risiko. Det meget typiske billede er, at investorer påtager sig mere risiko, end ønsket over tid. Årsagen er, at aktier over tid er steget mere end obligationer – og forventes også at gøre fremover – hvorfor andelen af hhv. aktier og obligationer i porteføljen er mere skæv, end man oprindelig have tiltænkt. Så hvad der fx startede som en strategi om at have 50% aktier og 50% obligationer, er grundet aktiekursstigninger typisk blevet til 70% aktier og 30% obligationer.
”Ønsker og målsætninger kan ændre sig over tid, så det er en god idé at stoppe op engang imellem og forholde sig til, om ens risiko stadig matcher ens livssituation og fremtidsplaner. Tommelfingerreglen er, at kontante midler egner sig bedst til den helt korte bane, og at obligationer og aktier er bedst på den lange bane med en tidshorisont på minimum tre år”, siger Jeanette Kølbek.
Investerer du via Nykredits investeringsløsninger, vil risikovilligheden, og dermed andelen mellem aktier og obligationer, løbende blive rebalanceret. Det er dog stadig en god idé løbende at forholde sig til tidshorisonten, da det er definerende for, hvor mange aktier og obligationer, der er i porteføljen.
”Ved at tage stilling til din tidshorisont og risikovillighed, minimerer du sandsynligheden for uønsket udsving over sommeren – selvom du selvfølgelig aldrig kan imødekomme det uforudsete”, siger Jeanette Kølbek.
Et ”tyndt” sommermarked
Når juli og august er præget af lavere handelsaktivitet end normalt, så skyldes det, at mange både professionelle og private investorer drosler ned i ferien. Konsekvensen kan være større kursudsving – og det kan både give ubehagelige overraskelser og nye muligheder.
”I et såkaldt tyndt sommermarked med få investorer på markedspladsen kan man opleve kursudsving, der er lidt større end normalt. Og i nogle tilfælde - særligt for de mindre aktier - kan det være sværere at handle til den forventede kurs”, siger Jeanette Kølbek
Vi sidder naturligvis til rådighed hen over sommeren, så tøv ikke med at række ud til os.
Rigtig god sommer.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler

Skat på afkastet af dine investeringer – en hurtig guide

Trumps told koster vækst - markederne tilpasser sig ny virkelighed
