Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 2 min

USA: Fed holder renten fast og kortene tæt til kroppen

Den amerikanske centralbank fastholder som ventet renten, og ønsker sig større klarhed om handelspolitiske effekter, før vi får flere lempelser. Nykredit forventer fire rentenedsættelser fra Federal Reserve i 2025.

Federal Reserve holder renten uændret på 4,25-4,50%. Det var helt som forventet, og det markerer det tredje møde i træk uden lempelser.

Centralbanken fremhæver den nu endnu større usikkerhed om økonomien.

”Den stigende usikkerhed er 100% bundet op på Trumps enorme handelspolitiske ændringer. Usikkerheden relaterer sig både til effekten af de massive toldforhøjelser, som allerede er trådt i kraft, men i næsten lige så høj grad gælder usikkerheden om, hvorvidt toldforhøjelser i sidste ende lander højere eller lavere end i dag”, siger chefstrateg Frederik Engholm og fortsætter:

”Federal Reserve kan – ligesom os andre- kun forsøge at gætte på, hvad den egentlige intention bag forhøjelserne er. Begrundelserne fra Trump-regeringen bliver nemlig hele tiden varieret. Det gør det endnu sværere at spå om, hvor handelspolitikken lander”.

Den store usikkerhed gør, at Federal Reserve vælger at fastholde sin ”vent-og-se” tilgang til rentenedsættelser, lyder det fra Frederik Engholm. 

”Vores vurdering er, at begynder vi at se tegn på, at arbejdsløsheden stiger, eller at økonomien svækkes mærkbart, så er Federal Reserve hurtigt på banen med lempelser”. 

Nykredit venter fire rentenedsættelser fra Federal Reserve i 2025.

Derfor er renteniveauet interessant for dig som investor

Et højt renteniveau påvirker som udgangspunkt aktiemarkedet negativt. Det gør det af tre grunde:

  • Et højt renteniveau kan dæmpe den økonomiske aktivitet i økonomien i en grad, så efterspørgslen efter virksomheders produkter dæmpes. 
  • Et højt renteniveau gør det dyrere for virksomhederne at låne penge, og begrænser dem dermed i at vækste.
  • Når man som investor vurderer en aktie, sammenligner man blandt andet det forventede afkast med afkastet på obligationer. Jo højere rente, desto mere attraktivt er det at investere i obligationer fremfor aktier. Det giver en mindre efterspørgsel efter aktier, hvorved kursen falder.

Der er dog brancher, for hvem et højere renteniveau er positivt, fx banker. Når renten er meget lav er rentemarginalen - altså forskellen på hvad bankerne låner til, og hvad de tager for udlån - meget mindre, end når renten er høj. Men også forsikringsvirksomhed og andre brancher, der har behov for at placere store summer, har glæde af en højere rente.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler