Aktieemission – hvad betyder det for dig som investor?
Når et selskab som Ørsted annoncerer en aktieemission, kan det skabe både usikkerhed og spørgsmål blandt investorerne. Hvad betyder det egentlig at tegne nye aktier? Hvorfor vælger selskaber at hente kapital på den måde? Og hvordan skal du som investor forholde dig?

Har du aktier i Ørsted, har du fået besked i din netbank om, at virksomheden har igangsat en aktieemission – danmarkshistoriens hidtil største - der skal tilføre 60 mia. kroner i ny aktiekapital til den kriseramte energikæmpe. Og hvis du ikke lige ved, hvad en aktieemission er, så er det ikke så underligt – de sker nemlig ikke ret ofte. Læs med her, og bliv dus med ord som aktieemission, tegningsretter og fortegningsret.
Hvad er en aktieemission?
En aktieemission betyder, at selskabet udsteder nye aktier og dermed øger aktiekapitalen. Formålet er typisk at skaffe penge til at finansiere investeringer, styrke balancen eller nedbringe gæld. Som eksisterende aktionær får du normalt fortegningsret, hvilket betyder, at du kan købe nye aktier til en forudbestemt pris – ofte lavere end den aktuelle markedskurs – i forhold til din nuværende ejerandel.
Hvad betyder det for dig som investor?
Hvis du vælger at tegne de nye aktier, kan du bevare din ejerandel i selskabet. Hvis du ikke deltager, bliver din relative ejerandel udvandet, fordi den samlede mængde aktier stiger. Du har dog mulighed for at sælge dine tegningsretter på børsen i tegningsperioden, så du ikke mister værdien helt, hvis du ikke ønsker at tegne nye aktier.
Hvordan påvirkes kursen?
Kursen på selskabets aktie vil ofte falde umiddelbart efter annonceringen af en emission. Det skyldes dels usikkerheden på markedet, dels at de nye aktier udstedes til en lavere tegningskurs. På længere sigt afhænger kursudviklingen af, hvordan selskabet bruger den rejste kapital. Hvis pengene skaber vækst og styrker selskabets forretning, kan emissionen være et positivt skridt. Men hvis markedet vurderer, at behovet for kapital skyldes problemer i virksomheden, kan aktien fortsat være under pres.
Hvordan skal du forholde dig?
Som investor bør du stille dig selv tre centrale spørgsmål:
- Har jeg tillid til selskabets strategi? Tror du på, at kapitaltilførslen kan skabe værdi på sigt?
- Har jeg likviditet til at deltage? Kan du afse kapital til at tegne aktier, uden at det presser dine øvrige investeringer.
- Vil jeg beskytte min ejerandel? Hvis du ønsker at undgå udvanding, kan det give mening at deltage i emissionen.
Hvis du ikke ønsker at deltage, vil det være en god idé at sælge dine tegningsretter, så du stadig får noget ud af dem. I slutningen af tegningsperioden (efter udløb af svarfrist) vil bankerne sælge overskydende tegningsretter for de kunder, som ikke har svaret. Det betyder ofte, at kursen på tegningsretterne vil være kraftigt faldende, da tegningsretterne jo er værdiløse efter udløb af tegningsperioden.
Hvad kan man generelt vente sig fremover?
Erfaringen viser, at kursen ofte er volatil i perioden op til og under en emission. Når emissionen er afsluttet, falder noget af usikkerheden, og markedet vender blikket mod selskabets fremtidige indtjening. For dig som investor handler det derfor om at se på det lange perspektiv: Er selskabet styrket efter emissionen – eller er det blot et plaster på såret?
Er man aktionær i Ørsted er svarfristen for, om man vil bruge sine tegningsretter 29. september kl. 15.00, og sidste dag for handel med tegningsretter er 30. september. Resultatet af emissionen offentliggøres 6. oktober.
Â
Kort om aktieemission
- Aktieemission: NÃ¥r et selskab udsteder nye aktier for at skaffe kapital.
- Tegningsret: Retten for eksisterende aktionærer til at købe nye aktier til en forudbestemt kurs – ofte lavere end markedskursen.
- Udvanding: Hvis du ikke deltager i emissionen, falder din relative ejerandel i selskabet, fordi det samlede antal aktier stiger.
- Mulighed for salg: Tegningsretterne kan typisk sælges på børsen i tegningsperioden, hvis du ikke selv ønsker at bruge dem.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Relaterede Artikler

Bavarian Nordic – dine muligheder som investor

USA: Federal Reserve sænker renten
