Endnu en svag jobrapport fra USA
Beskæftigelsen i USA steg med sølle 22.000 i august – godt under forventningen på 75.000 og stigningen i juli på 79.000. Vi forventer flere rentelempelser over de kommende kvartaler.

August måneds jobtal vidner om et arbejdsmarked, som fortsat kører i et ganske lavt gear. Det billede blev for alvor tegnet op med den foregående jobrapport, hvor kombinationen af en moderat fremgang i juli og markante nedrevideringer til foregående måneder fuldstændigt ændrede indtrykket af styrken i arbejdsmarkedet.
”Med endnu en runde bløde jobtal fra USA er det så godt som garanteret, at vi får en rentenedsættelse på Federal Reserves møde i september. Vi afventer godt nok lige et inflationstal for august i næste uge - men det vil ikke være nok til at ændre billedet for Federal Reserve”, siger chefstrateg Frederik Engholm.
USA’s økonomi er på den ene side trykket af Trumps toldforhøjelser og den usikkerhed, de bringer med sig, men får på den anden side en smule støtte af visse lempelser fra Trumps Big Beautiful Bill. Samlet set giver det en økonomi, som ventes at køre i et lavt gear i resten af 2025.
”Med en pengepolitisk rente i USA på 4,25-4,50% er pengepolitikken stadig halvstram i USA – derfor venter vi flere lempelser over de kommende kvartaler”, siger Frederik Engholm.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder sit næste rentemøde d. 17. september.
Derfor er amerikanske jobtal relevante for dig som investor
Det amerikanske jobtal, også kaldet kongetallet, viser, hvor mange nye job der er skabt i den forgangne måned. Tallet er en indikator for, hvordan amerikansk økonomi har det. Når der skabes mange nye job, vidner det om en økonomi i fremgang, hvor de amerikanske forbrugere typisk oplever bedre tider. Omvendt er det et tegn på en presset økonomi, når jobskabelsen er negativ. Tallet har ofte betydning for den amerikanske centralbanks beslutninger. USA er verdens største økonomi med stor betydning for verdensøkonomien, og derfor også for finansmarkederne.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit
Relaterede Artikler

Formueekspert: Sådan kan du optimere dine investeringer og spare i skat

Hvor meget har andre på din alder sparet op til pensionen?
