Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Privatøkonomi |

Studiestart – skab en økonomisk buffer til dit barns studieår

Du husker det sikkert selv – der er meget lidt at rutte med, når man er studerende, og selv mindre tilskud fra ens forældre kan gøre en kæmpe forskel. Formueekspert Jeanette Kølbek giver gode råd til, hvordan du kan sikre dit barn en buffer i en stram økonomi som studerende.

Hvert år i august og september står tusindvis af unge klar til studiestart. For nogle betyder det en stor livsændring med flytning hjemmefra – måske endda langt væk for at læse på drømmestudiet. For andre er det endnu et nyt semester efter sommerferien.

Uanset scenariet har de fleste studerende én ting til fælles: økonomien er stram. SU’en skal strække langt, og det kan være svært at få enderne til at mødes. Det er helt normalt – det er en del af studielivet – men det er også her, forældre kan gøre en stor forskel.

”Vi kan se at det lykkedes nogle studerende at finde en bolig inden for SU-budgettet, men hverdagen byder også på løbende udgifter til mad, transport og personlige fornødenheder. Og så er der de uforudsete udgifter som fx hvis computeren eller telefonen går i stykker, cyklen skal repareres eller der skal købes nye bøger. Det kan koste fra nogle få hundrede til flere tusinde kroner – penge, som en studerende ofte ikke har til rådighed. Og det er ikke ekstra kaffe eller biografture, vi taler om her – det er ting, der rent faktisk er nødvendige for at kunne gennemføre studiet”, siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Tidlig opsparing kan gøre en kæmpe forskel

Det kan derfor være en rigtig god idé at spare op i god tid, hvis man som forældre vil sikre, at man har mulighed for at kunne give en hjælpende hånd, når SU’en ikke rækker.

”Forestil dig, at man fra barnets fødsel sætter 200 kr. om måneden til side. Når barnet er 21 år, vil det beløb kunne være blevet til 85.000 kr., som kan bruges på uforudsete udgifter eller studiebøger, uden at det skubber studielivet ud af balance”, siger Jeanette Kølbek.

Indskud pr. mdr. Antal år Årligt afkast Samlede formue efter skat Samlede formue efter skat og inflation
200 kr. 21 5% 85.000 56.100

Egne beregninger. Beregningen viser, hvad den samlede formue er vokset til efter 21 år. Der opspares 200 kr. om måneden i 21 år. Det årlige afkast antages at være 5 % efter omkostninger. Årlig inflation er 2%. I de første 16 år investeres der i fonde hvor afkast beskattes som kapitalindkomst, der kan indeholdes i personfradraget og derfor er skattefrit. Fra det 17. til det 21. år investeres opsparingen på en aktiesparekonto, da personfradraget anvendes til indkomst fra fritidsjob. Det antages at børneopsparingen er benyttet, hvorfor den ikke indgår i beregningen.

Af beregningen fremgår det, at den samlede formue kan være vokset til 85.000 kr., når barnet fylder 21 år. Tager vi højde for inflation, svarer det til en værdi på 56.100 kr. i nutidskroner. En solid sum, der kan være et godt bidrag til studielivet eller andre vigtige begivenheder i voksenlivet.

Min økonomi hænger lige præcis sammen med SU og studiejob, men der skal ikke meget til at vælte læsset, og man kan hurtigt blive overrasket over størrelsen på uforudsete udgifter. Hvis fx min telefon eller computer går i stykker, kan det hele nemt skride. Derfor er det afgørende at have noget at falde tilbage på i de perioder, hvor det er svært at få det hele til at hænge sammen.
Maja Shawe Sørensen, CBS studerende og studentermedhjælper i Nykredit

Mange teenagere har ikke motivation til at spare op til en fjern fremtid som studerende, men er i højere grad motiveret af at spare op til et spil, tøj eller oplevelser her og nu. Derfor er det ofte forældres erfaring og viden, der gør forskellen: At sørge for, at der er en økonomisk buffer til de nødvendige ting, når barnet en dag står med studiestart.

”Det behøver ikke være store beløb – men konsekvent opsparing over tid giver et stort afkast i tryghed og muligheder. Uanset hvilket studie eller erhverv dit barn vælger, kan en lille opsparing være en uvurderlig hjælp, når SU’en, elevlønnen eller anden typisk lav startindkomst ikke rækker”, siger Jeanette Kølbek.

Giv dit fremtidige jeg en fordel: begynd at spare op til dit barns fremtid allerede i dag.

Læs mere her om, hvordan du smartest kan spare op til dit barn eller barnebarn.

Læs også: Tillykke med studiepladsen – sådan får du SU’en til at række længst muligt

Læs også: Aktiesparekontoen hitter – men er den noget for dig?

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler