Det spørger investeringskunderne om netop nu
Er der en AI-boble på vej? Er der i det hele taget en nedtur på vej på aktiemarkedet? Chefstrateg Frederik Engholm svarer på de mest stillede spørgsmål fra vores investeringskunder netop nu.
Er der en AI-boble undervejs?
Ja, det er bestemt en risiko. Det er altid ekstremt svært at sige, om der er tale om en boble, når der sker et stort skifte i teknologi, som giver anledning til, at selskaber som leder an i indfasning og udvikling af den nye teknologi bliver prisfastsat meget højt. Humlen er, at det er så godt som umuligt at vurdere de fremtidige indtjeningsmuligheder, og små justeringer og høje vækstforventninger kan ændre voldsomt på værdien af selskaberne i dag. Når det kommer til AI, så er den diskussion jo højaktuel. Men ingen ved, om Nvidia er lige så dominerende inden for udviklingen af chips om 10-15 år, eller om Microsoft, Amazon m.fl. er ligeså dominerende i at stille datacenter- og cloudservices til rådighed. Hele udrulningen af teknologien er kun i sin spæde start – og ingen kan troværdigt hævde, at de ved, hvordan det hele ender.
Vi har på det seneste set nye rekordniveauer for amerikanske aktieindeks, hvad er vores holdning til den udvikling?
Det er primært de amerikanske aktieindeks, der har vind i sejlene, når der er fart på AI-temaet i aktiemarkedet. Lige nu er der både god efterspørgsel efter de store techselskaber, men også en række mindre selskaber i USA, som trækkes med - trods mere tvivlsom indtjeningsmæssig udvikling. Vi ser derfor Europa som et mere interessant alternativ lige for tiden – prisfastsættelsen er en helt anden. Men Europa vil som marked halte efter, hvis AI-bølgen bliver ved at dominere markedsmæssigt på kort sigt.
I medierne kan man for tiden læse om, at en mulig stor nedtur på aktiemarkedet er undervejs. Hvad er Nykredits vurdering?
Risikoen for korrektioner er altid større, når stærke narrativer driver markedet, sådan som det har været tilfældet på det seneste. Diskussioner om en boble inden for AI vil komme tilbage med jævne mellemrum, når en eller anden nyhed giver anledning til ny tvivl om temaets substans. Men det er dog ikke vores hovedforventning, at markedet skal se en stor korrektion på den korte bane.
Danske bankaktier har de seneste år klaret sig flot med god kursudvikling. Ser I fortsat gode muligheder i danske bankaktier, og er en mulig yderligere konsolidering i branchen en opkøbsmulighed?
Europæiske banker har generelt klaret sig rigtig godt i indeværende år. Det europæiske bankindeks Euro Stoxx 600 Banks er steget 50 % i år, mens det brede europæiske marked ”kun” er steget knap 15 %. Bankerne oplever generelt meget beskedne tab, har fået styrket nettorenteindtægterne og tjener desuden udmærket på kapitalforvaltning og i markedsfunktioner. For mange danske banker vil tilsvarende forhold være gældende, men dertil kommer den opkøbsaktivitet, der har været, som yderligere har understøttet markedet. Vi har ingen specifik holdning til danske bankaktier som samlet kategori, men ser nogenlunde positivt på banker generelt.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit
Relaterede Artikler
Kina står stærkt – men kæmper med vokseværk
Danskerne strømmer til investeringsfonde som aldrig før