Udbytter fra udenlandske aktier? Så skal du læse med her
Er du en af de mange danske private investorer med udenlandske aktier? Så er det vigtigt at kende reglerne for beskatning af udbyttet – ellers risikerer du dobbeltbeskatning.
Udbyttesæsonen er over os, og snart begynder selskaberne at udbetale en del af deres overskud til aktionærerne.
Som dansk investor skal du dog dele en del af udbyttet med skattevæsenet – både i Danmark og, hvis du ejer udenlandske aktier, også i udlandet.
For danske aktier tilbageholdes der automatisk 27 % i skat. Udenlandske aktier er lidt mere komplicerede, da du skal betale udbytteskat i selskabets hjemland men også betale skat af din aktieindkomst i Danmark.
Men først det vigtigste: Udbytte er ikke gratis – det er en del af selskabets overskud.
Aktiekursen falder tilsvarende
Når der udbetales udbytte falder aktiekursen som udgangspunkt med et beløb svarende til det udbytte, der udbetales.
Eksempel
Har du investeret 1.000 kr. i en dansk aktie og modtager 10 kr. i udbytte, vil aktiens værdi falde til 990 kr. Af de 10 kr. bliver der tilbageholdt 27 % i udbytteskat, så du får 7,30 kr. udbetalt. Geninvesterer du udbyttet, har du således et mindre beløb at investere, og din samlede investering er nu 997,30 kr. værd.
”Udbytter er altså ikke en gratis gevinst. Vælger man en aktie alene på grund af udbyttet, bør man kende både skattemæssige forhold og mekanikken bag udlodningen,” siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.
Udenlandske udbytter kræver ekstra opmærksomhed
Investerer du i udenlandske aktier, der udbetaler udbytte, skal du være særligt opmærksom på skatten. Her bliver der tilbageholdt udbytteskat i det land, hvor selskabet er hjemmehørende.
”Hvert land fastsætter selv, hvor meget der tilbageholdes i udbytteskat. Det betyder, at beskatningen kan variere betydeligt fra land til land,” forklarer Jeanette Kølbek.
Udbytte kan være attraktivt – men især ved udenlandske aktier er det vigtigt at kende skattereglerne, så en del af afkastet ikke forsvinder i unødvendig skat.
Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster med mange lande – herunder fx USA. Det betyder, at danske investorer i udgangspunktet kun er forpligtet til at betale 15 % i skat af udbytter fra amerikanske selskaber. Derudover betales der dansk skat af aktieindkomsten, det betyder at der typisk skal betales yderligere 12 % i Danmark, så den samlede skat bliver 27 %.
I princippet betaler du dermed samme skat af udbytte fra danske og amerikanske aktier - men der er en væsentlig faldgrube.
”Selvom der findes en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og mange andre lande, trækker nogle lande mere i skat, end overenskomsten tilsiger. Et eksempel er Schweiz, som tilbageholder 35 % i udbytteskat – selvom overenskomsten fastsætter, at den endelige skat bør være 15 %. I den situation skal du selv søge om at få den skat refunderet, som er trukket for meget på 20 % – og det kan være både tidskrævende og administrativt besværligt,” siger Jeanette Kølbek.
I nogle tilfælde kan det være muligt at få hjælp til tilbagesøgningen, men der kan være gebyrer forbundet med processen og minimumsgrænser for hvad der kan tilbagesøges. De danske skatteregler forudsætter, at du søger refusion af det mulige beløb, og du vil derfor i Danmark skulle betale differencen mellem det du er forpligtet til at betale i udlandet og det du normalt skal betale i Danmark (typisk 27%) I eksemplet med Schweiz kan den samlede beskatning – hvis der ikke tilbagesøges - dermed i værste fald løbe op i 47 %.
Skat uanset depottype
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at udenlandske udbytter beskattes, uanset hvilken type depot aktierne ligger i. Som dansk investor betaler du skat af udenlandske udbytter – også selvom aktierne fx ligger i en klassisk børneopsparing, hvor afkast normalt er skattefrit efter danske regler.
”Set isoleret fra et skattemæssigt perspektiv vil jeg derfor anbefale, at man vælger danske aktier frem for udenlandske på en børneopsparing. På den måde undgår man udbytteskat,” siger Jeanette Kølbek.
Hun understreger dog, at der naturligvis kan være andre gode grunde til at vælge udenlandske aktier, og at anbefalingen udelukkende er baseret på skattemæssige forhold.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Jeanette Kølbek
Formueekspert
Relaterede Artikler
USA: Et turbulent år i vente for Federal Reserve
USA: Federal Reserve holder renten uændret