Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Pension |

Årsopgørelsen: Har du indbetalt på en ratepension eller aldersopsparing i 2025?

Årsopgørelsen for 2025 er nu tilgængelig i din skattemappe på skat.dk, og hvis du er en af de mange borgere, der har indbetalt til en ratepension eller aldersopsparing, bør du gennemgå den ekstra grundigt.

Op mod 40.000 danskere indbetaler hvert år mere til ratepensionen, end de kan få fradrag for – og risikerer dermed at betale ekstra skat. Også på aldersopsparingen kan der udløses en afgift, hvis indbetalingerne overstiger loftet. Det er derfor værd at undgå – men sker det alligevel, er der heldigvis mulighed for at rette op.

Ratepension - fradragsberettiget indskudsgrænse i 2025

  • Private indbetalinger:  63.100 kr.
  • Indbetaling via arbejdsgiver: 71.196 kr. inkl. arbejdsmarkedsbidrag

Aldersopsparing – indskudsloft i 2025

  • Mere end syv år til folkepensionsalderen: 9.400 kr.
  • Mindre end syv år til folkepensionsalderen: 61.200 kr.

Tjek din årsopgørelse

Det første skridt er altid at gennemgå din årsopgørelse på skat.dk/TastSelv. Har du indbetalt for meget, vil det fremgå eksplicit på din årsopgørelse.


Ratepension

Har du indbetalt for meget på en arbejdsgiveradministreret ratepension, bliver det overskydende beløb beskattet og fremgår af rubrik 347. Er der derimod tale om en privattegnet ratepension, vil dit fradrag blive reduceret eller helt fjernet i rubrik 21. Oplysningerne fremgår også af din årsopgørelse under feltet “Vær opmærksom på”.


Aldersopsparing

Har du indbetalt for meget på din aldersopsparing vil det fremgå under “Supplerende oplysninger”, hvor du også kan se, hvilken afgift du skal betale af det for meget indbetalte beløb. Her vil det også fremgå, at beløbet kan overføres til en fradragsberettiget pension, hvis du ønsker at reducere den afgift, du ellers skulle betale.

Ratepension - hvis du har indbetalt over grænsen

Har du indbetalt mere til din ratepension, end du kan få fradrag for, har du tre muligheder:

  1. Lad beløbet stå: du kan markere det beløb, du ikke har fået fradrag for, og senere få skattefrie udbetalinger fra ratepensionen. Ingen forældelsesfrist gælder. Man kan udfylde en blanket med det beløb, som man ikke har fået fradrag for - blanketten findes her. Kontakt Skattestyrelsen, hvis du ønsker denne løsning.
  2. Få beløbet udbetalt: Kontakt din bank eller pensionsselskab, hvis du ønsker at få det overskydende beløb udbetalt.
  3. Overfør beløbet til en fradragsberettiget livrente – her gælder en genoptagelsesfrist. Kontant din bank eller pensionsselskab, hvis du ønsker at overføre beløbet til en livrente.

Læs mere Ratepension – læs alt om indbetaling og udbetaling her

Aldersopsparing – hvis du har indbetalt over indskudsgrænsen

Har du indbetalt for meget til din aldersopsparing, skal du betale en afgift:

  • Som udgangspunkt 20 % i afgift
  • Dog 40 % i afgift, hvis du har mindre end syv år til folkepension, og allerede modtager udbetalinger fra visse pensionsordninger

Du kan dog reducere afgiften til 4 % af det overskydende beløb, hvis du overfører beløbet til en fradragsberettiget pensionsordning – for eksempel en ratepension eller livrente – i det efterfølgende indkomstår.

Læs mere Aldersopsparing – engangsudbetaling til din pension – se her

Ratepension: Vær opmærksom ved jobskifte

Jobskifte eller mere end én ratepensionsordning er de hyppigste årsager til, at danskerne indbetaler mere end fradragsgrænsen.

"Når man skifter job oprettes ofte en ny pensionsordning via den nye arbejdsgiver. Hvis man ikke informerer det nye pensionsselskab om tidligere indbetalinger, bliver fradragsgrænsen ikke nødvendigvis justeret. Resultatet kan være, at man indbetaler mere, end man kan få fradrag for. Det samme gælder, hvis man har flere ratepensioner – eksempelvis en gennem arbejdsgiver og en privat ordning i banken."

Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler