Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Energi
Artikel Investeringsmarkeder |

Krig og energichok: Hvad betyder det for dine investeringer?

Krigshandlingerne i Mellemøsten har efterhånden varet i over tre uger, og Irans blokade af Hormuzstrædet og ødelæggelser på energiproduktionsanlæg har skabt den kraftigste forstyrrelse af den globale energiforsyning nogensinde. Hvad er konsekvenserne for aktiemarkederne på den lidt længere bane? Chefstrateg Frederik Engholm giver sit bud.

Krigen har som bekendt sendt priserne på både olie og (europæisk) gas op med ca. 70-80 % - men der er ifølge Frederik Engholm også afledte effekter.

”Foruden effekten i energimarkederne er der afledte effekter i andre markeder, da energiproduktionen skaber ’biprodukter’ – fx helium og svovl – som indgår i andre produktionsprocesser, herunder produktionen af mikrochips. I den nuværende situation forsynes de globale markeder med ca. 10 % mindre olie end før krisen.”

Konsekvenserne for aktiemarkederne afhænger helt af, hvor længe den nuværende situation opretholdes, siger chefstrategen.

”Jo længere tid konflikniveauet opretholdes, desto større bliver forstyrrelsen af balancen i markedet, og jo mere vedvarende vil prisstigningerne være. Det skyldes, at en længerevarende forstyrrelse skaber flaskehalse i de forsyningskæder, hvor råolie bliver raffineret til andre produkter, som indgår i anden produktion. Og olie fra Mellemøsten bruges i raffinaderier, der er tilpasset netop den olietype.”

Lidt længere ude i horisonten venter der ifølge Frederik Engholm også dyrere fødevarepriser som et resultat af, at handelsgødning produceres ved hjælp af naturgas og i væsentlig grad i Mellemøsten og Rusland.

Trumps popularitet når nyt lavpunkt

I Nykredit har man hidtil arbejdet ud fra en forventning om, at krigen vil være kortvarig – at krigens længde i sidste ende kunne måles i uger og ikke måneder. Argumentet bunder i en vurdering af, at omkostningerne for Trump-administrationen ved at opretholde det intense konfliktniveau vil være meget høje.

”Høje oliepriser slår hurtigt igennem på benzinomkostningerne hos MAGA-vælgere, som primært bor i landdistrikter, hvor en bil er et must, og højere energipriser slår som nævnt også typisk igennem i fødevarepriserne. Høje leveomkostninger er den største bekymring blandt MAGA-vælgere. Trumps ambition om lavere renter er også smadret, så længe energipriserne er stigende. 10-årige renter i USA er steget knap et halvt procentpoint, mens krigen har raset,” siger Frederik Engholm.

Det koster på præsidentens popularitet, som i dugfriske målinger har nået et nyt lavpunkt.

Hovedtese: Krigen afsluttes inden for få uger

Mandagens melding fra Trump om, at diskussioner om at stoppe kamphandlingerne er indledt, er muligvis pure opspind - men uanset hvad signalerer det netop de høje politiske omkostninger af krigen for Trump. ”Situationen er flydende, og det er yderst usikkert, hvor vi ender,” siger chefstrategen.

I Nykredit arbejder man ud fra en hovedtese om, at krigen afsluttes inden for få uger og derved kun har en mindre opadrettet effekt på inflationen og et beskedent negativt aftryk på væksten.

”Bliver det til virkelighed, vil centralbankerne højst sandsynligt holde renten i ro. Aktiemarkederne vil vinde det meste af det tabte tilbage, og makrohistorien er ikke markant anderledes, end den så ud, før krigen startede. Varer krigen ved i mere end nogle uger, bliver konsekvenserne større. Inflationseffekten vil tage til og blive mere vedvarende, og Den Europæiske Centralbank må ventes at reagere med stramninger – sandsynligvis allerede inden sommeren. Væksten rammes også hårdere, og indtjeningsudsigterne for cykliske selskaber vil blive ramt. Det er klart et risikoscenarie, som markederne allerede tillægger en betydelig sandsynlighed. Derfor er aktierne faldet i kurs – ikke mindst de mest cykliske,” siger Frederik Engholm.

Forventer fortsat pæne afkast

Det nuværende miljø er åbenlyst vanskeligt at agere i som investor.

”Mere risikoaverse investorer kan nedbringe eksponeringen og dermed undgå en større nedtur, hvis det eskalerer eller trækker i langdrag. Omkostningen er, at man ikke får samme ”upside”, hvis uroen stopper brat. Mere opportunistiske investorer ser måske omvendt en købsmulighed. Risikopræmierne i markederne er steget, og det forventede afkast på aktier er højere end før krisen,” siger Frederik Engholm.

Udfaldsrummet er altså større – inkl. risikoen for ganske grimme scenarier. Alligevel forventer chefstrategen trods alt ”et pænt positivt afkast”.

”Vi forventer, at aktier giver et pænt positivt afkast over de næste 6-12 måneder, men vores overbevisning er – med den usikkerhed, der hersker – unægtelig noget mindre end inden Irankrigen startede.”

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler