Federal Reserve holder renten fast, men har kurs mod forhøjelse
Den amerikanske centralbank holdt som ventet renten fast på 3,75-4,00 % ved onsdagens rentemøde, men alle indikationer peger på en forhøjelse i december.
Beslutningen om at holde renten uændret betyder dog chefstrateg Frederik Engholm ikke, at centralbanken ikke er bekymret over den høje inflation. Beslutningen afspejler snarere, at stigninger i statsrenter og kreditpræmier i sig selv har bidraget til at stramme de finansielle vilkår i USA siden sidste møde, hvorfor centralbanken har mindre travlt. I pressemeddelelsen står det nævnt, at yderligere data vil guide deres næste beslutning om justeringer i renten.
USA er altså indtil videre sluppet med en enkelt renteforhøjelse - men meget lidt tyder på, at det forbliver sådan.
”Et flertal i styringsrådet indikerede ved sidste møde, at de vurderede, at renten skulle hæves igen i indeværende år. Og med nye stigninger i både olie-, benzin- og dieselpriser siden da, så virker det sandsynligt, at der kommer en forhøjelse i december. Inflationen i USA er alt for høj, men det er vores bedste bud, at centralbanken vil vurdere at en mindre forhøjelse af renten vil være tilstrækkeligt til at undgå, at inflationen bliver et mere udbredt problem og sætter sig i en masse varer foruden energirelaterede varer. Derfor ser vi kun én yderligere forhøjelse fra Federal Reserve,” siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.
Derfor er renteniveauet relevant for dig som investor
Et højt renteniveau påvirker som udgangspunkt aktiemarkedet negativt. Det gør det af tre grunde:
- Et højt renteniveau kan dæmpe den økonomiske aktivitet i økonomien i en grad, så efterspørgslen efter virksomheders produkter dæmpes.
- Et højt renteniveau gør det dyrere for virksomhederne at låne penge, og begrænser dem dermed i at vækste.
- Når man som investor vurderer en aktie, sammenligner man blandt andet det forventede afkast med afkastet på obligationer. Jo højere rente, desto mere attraktivt er det at investere i obligationer fremfor aktier. Det giver en mindre efterspørgsel efter aktier, hvorved kursen falder.
Der er dog brancher, for hvem et højere renteniveau er positivt, fx banker. Når renten er meget lav er rentemarginalen - altså forskellen på hvad bankerne låner til, og hvad de tager for udlån - meget mindre, end når renten er høj. Men også forsikringsvirksomhed og andre brancher, der har behov for at placere store summer, har glæde af en højere rente.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Relaterede Artikler
Spørger du en AI-chatbot om dine investeringer? Her er mulighederne og faldgruberne
Finanslovsforslag: Mere plads på aktiesparekontoen – men hold øje med de nye regler