Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Svend Brinkmann: Når markedet går hurtigt, skal du tænke langsomt

Når kurserne svinger, og andre investorer handler, kan det være fristende at følge med. Men netop når tempoet stiger, har vi brug for at stoppe op og tænke os om. Det er budskabet fra psykologiprofessor Svend Brinkmann på årets Nykredit & Spar Nord Investeringskonference.

Krig i Mellemøsten, stigende energipriser og frygt for nye inflationsbølger har sat sit tydelige aftryk på finansmarkederne i første halvår af 2026. Alligevel har globale aktier leveret et samlet pænt afkast - ikke mindst drevet af den fortsatte investeringsbølge inden for AI og teknologi.

Men hvad venter der os i andet halvår af investeringsåret 2026? Det giver vores eksperter deres bud på til årets investeringskonference, der løber af stablen disse uger, hvor vi også sætter fokus på de psykologiske aspekter ved investering.

For hvorfor kan det være så svært at holde hovedet koldt, når aktiekurserne falder? Og hvordan træffer vi velovervejede beslutninger i en verden, hvor både informationer og hurtige svar er lige ved hånden?

Det gør psykologiprofessor Svend Brinkmann os klogere på, på årets investeringskonference. Vi bringer her hans væsentligste pointer - sammen med en opfordring til at se optagelsen af konferencen, som blev livestreamet da den lagde vejen forbi Tivoli Congress Center den 28. september.

Nykredit & Spar Nord Investeringskonference 2026

Mavefornemmelsen kan føre os på afveje

Brinkmanns hovedbudskab er enkelt: Jo hurtigere tingene går, desto langsommere skal vi tænke - og ofte også handle. Når verden omkring os bevæger sig hurtigt, får vi ellers let lyst til selv at sætte tempoet op. Vi reagerer på den første indskydelse, følger mavefornemmelsen eller gør som de andre.

Med afsæt i psykologen Daniel Kahnemans arbejde beskriver Brinkmann, hvordan vores hurtige tænkning bruger mentale genveje. De gør det muligt at reagere uden at overveje alt i dybden. Men selvom genvejene er nyttige i mange situationer, kan de også føre til fejl.

Den langsomme tænkning kræver mere af os. Vi skal undersøge vores første indskydelse, overveje argumenterne og være villige til at ændre opfattelse. Brinkmann understreger, at det kræver en bevidst indsats, for den hurtige reaktion kommer langt lettere, særligt når vi føler os pressede til at handle.

Flokken kan have ret – men det er bestemt ikke givet

For investorer bliver udfordringen tydelig, når markedet falder, og andre begynder at sælge. Frygten for at miste kan få os til at følge efter, før vi selv har vurderet, om det giver mening. Brinkmann understreger, at flokken naturligvis godt kan have ret, og at pointen derfor ikke er, at man altid skal gøre det modsatte af alle andre.

”Men man kan bare ikke vide, om den har ret, alene fordi det er en flok.”

I stedet opfordrer han til at sætte farten ned. Sov på beslutningen, tal med din rådgiver, og få perspektiver fra mennesker, der har oplevet markederne gå både op og ned. Det giver et bedre grundlag for at tage stilling end blot at løbe i samme retning som de andre.

AI kan hjælpe, hvis vi selv forstår

Kunstig intelligens giver os endnu flere muligheder for at få hurtige svar. Men Brinkmann er bekymret for, om de nemme genveje får os til at holde op med at tænke selv, og drager en parallel til fysisk træning. Man gennemfører ikke selv et maraton ved at tage en taxa eller få en anden til at løbe for sig. På samme måde skal vi selv træne og vedligeholde vores tænkeevne.

Det betyder ikke, at han afviser AI. I den efterfølgende spørgerunde fremhæver han, at hvis man først har lært at tænke tingene igennem selv: ”Så kan det være et utroligt nyttigt redskab.”

Det gælder også i forbindelse med investering, forklarer han. Forudsætningen er, at vi selv forstår det, vi bruger teknologien til. Bekymringen opstår, hvis vi overlader opgaverne til teknologien uden først at have lært at løse dem selv. Så kan det blive vanskeligere at gennemskue, når et svar er forkert.

Giv tankerne tid og modspil

Hvordan giver vi så den langsomme tænkning bedre vilkår?

Brinkmann peger på læsning, samtaler og viljen til at blive udfordret. Når andre modsiger os, kan de hjælpe os med at opdage fejl og se nye perspektiver. Han opfordrer os til at være mere optaget af at finde frem til det sande og velbegrundede end af selv at få ret. Vi skal derfor øve os i at værdsætte, når andre korrigerer os og dermed gør os klogere, frem for blot at forsvare vores egen opfattelse.

Det kan også hjælpe at lægge en problemstilling fra sig og gå en tur uden telefonen. Nye indfald kan opstå, når vi giver tankerne plads frem for at presse på for at finde en løsning med det samme. Brinkmann understreger dog, at selv turen i skoven ikke skal blive endnu et redskab til at præstere og optimere – der er stor værdi i at være i skoven for oplevelsens egen skyld.

For investorer samler hans budskab sig i en opfordring til at bevare den selvstændige dømmekraft - også når markedet bevæger sig hurtigt. Netop når vi får lyst til at reagere med det samme, kan der være god grund til at give beslutningen mere tid.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler