Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

USA: Demokraterne sejrer stort i midtvejsvalget

Resultatet er af begrænset økonomisk betydning, siger chefstrateg Frederik Engholm, men kan lægge reguleringspres på AI og trække de lange renter ned.

Midtvejsvalget er ovre, og selvom de sidste resultater mangler, står det klart, at demokraterne vinder en jordskredssejr.

”Demokraterne opnår helt som ventet et solidt flertal i Repræsentanternes Hus og, mere overraskende, også et klart flertal i Senatet. Det skyldes udsigten til sejre i stort set alle battleground-staterne, dvs. Texas, Ohio, Kansas, South Carolina, North Carolina, Iowa og Maine. Kansas og Texas er særligt store – og uvante – sejre for demokraterne. Resultatet lader til at blive så klart, at det også stiller demokraterne stærkt i ræset om flertallet i Senatet ved præsidentvalget i 2028, da nye senatorer bevarer deres sæder i seks år,” siger Frederik Engholm.

Prognoserne peger lige nu på et flertal på 56 demokratiske senatorer mod 44 republikanske og et demokratisk flertal på 261 mod 174 i Huset. Og til lettelse for dem, der frygtede uro i kølvandet på et republikansk nederlag, har Trump meldt ud, at han anerkender resultatet – ”måske for at distancere sig personligt fra det sløje resultat for partiet,” siger Frederik Engholm.

Trumps politiske råderum bliver mindre

Med resultatet bliver Trumps resterende to år som præsident ifølge chefstrategen ganske givet mere besværlige end de første to.

”Først og fremmest mister republikanerne kontrollen over skatter og offentlige udgifter. Trump mister kontrollen over lovgivningsprocessen og muligheden for, at hans partifæller kan godkende de kandidater, som Trump fremover nominerer til offentlige embeder, fx ministre, dommere – og Fed-medlemmer. Det sidste betyder, at det fx bliver langt mindre afgørende for Trump at prøve at afsætte medlemmer af Federal Reserves bestyrelse, som han har forsøgt med både Lisa Cook og den tidligere formand, Jerome Powell.”

Uden kontrollen over godkendelsen af nye medlemmer til Federal Reserves bestyrelse giver det ifølge Frederik Engholm ikke mening at skubbe folk ud, da Trump har været helt eksplicit om, at det bundede i et ønske om større kontrol over centralbanken. Trump kan dermed heller ikke selv kontrollere, hvem der afløser Powell, når hans embedsperiode udløber i januar 2028.

Muligt øget reguleringspres på AI

Demokraternes kontrol over Kongressens to kamre giver dem mulighed for at gå langt i lovgivningsprocessen og dermed sætte fokus på særlige politiske emner, regulering af brancher mv. Det kan blandt andet ramme tech, siger Frederik Engholm.

 

”Det kan ramme tech via regulering af AI, hvor demokraterne bruger flertallet i de to kamre til at behandle lovforslag og sende dem frem og tilbage mellem de to kamre, foretage afstemninger, indkalde virksomhedsledere, forskere og andre eksperter til høringer mv. Selvom Trump i sidste ende kan nedlægge veto, kan det fremme synligheden af en række agendaer i offentligheden. Det kan sætte et mere kritisk politisk lys på fx AI.”

 

I relation til det tema kan skiftet fra en republikansk til en demokratisk guvernør i Texas også sætte mere fokus på udfordringerne med udbygning af datacentre i staten, som er en af USA’s to største stater, hvad angår udbygning af datacentre.

Nasdaq-futures bevægede sig i den forbindelse i klart rødt territorium hen over natten, men har rettet sig til et plus her til morgen. Der har dog i det hele taget været betydelig volatilitet i den del af markedet over de sidste uger.

Begrænset økonomisk effekt – men muligt pres på lange renter

Selvom demokraterne vinder langt mere komfortabelt end ventet, er det overordnede udfald i tråd med forventningerne.

”Vi havde på forhånd nedtonet forventningen til en betydelig markedsreaktion, og den forventning lader umiddelbart til at blive bekræftet. Det afspejler den overordnede vurdering af, at de direkte økonomiske implikationer af midtvejsvalg er marginale,” siger chefstrategen.

Ifølge Frederik Engholm har det historiske mønster været, at en modvillig kongres giver et underliggende nedadrettet pres på lange renter.

”Det hænger sammen med, at præsidenten mister kontrollen over statsfinanserne, og dermed begrænses muligheden for mere ekspansiv finanspolitik. Kontrollen over udgifterne kan også bremse Trump i relation til, hvor langt han kan gå ift. krigsførelse. Det er nærliggende at tro, at det har medvirket til et nedadrettet pres på forsvarsaktier op til valget, hvor sandsynligheden for demokratiske flertal i et eller begge kamre var tiltagende,” siger han.

Modsat kan demokraternes fremgang på marginalen medvirke til at bremse udviklingen i USA’s sundhedssystem, som er forringet under Trump og står til yderligere forringelse i de kommende år som følge af de besparelser, der er en del af Big Beautiful Bill. Det kan ifølge Frederik Engholm muligvis hjælpe nogle sundhedsaktier.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler