Overblik: Hvad koster energirenovering?

En vellykket energirenovering kan minimere din varmeregning og ikke mindst øge komforten i dit hjem, fordi du kan slippe for kulde og træk. Se, hvad det koster at energioptimere dit hjem.

Uanset om du vil energirenovere for at spare penge, for at øge komforten i hjemmet eller for at mindske din boligs CO2-aftryk, er der nogle steder i boligen, det særligt kan betale sig at kigge på. Sammen med byggesagkyndig og energirådgiver Bo Halm Andersen fra energi- og byggerådgivningsfirmaet EBAS har vi set på, hvor det bedst kan betale sig at renovere, og hvad det koster.

Tætning af lister ved døre og vinduer

Den nemmeste og billigste energirenovering, du kan kaste dig over, er en udskiftning af tætningslisterne ved vinduer og døre. Gamle tætningslister holder ikke altid tæt, mens nye lister kan holde på varmen og minimerer trækgener. Du kan købe tætningslister i alle almindelige byggemarkeder til priser, der starter ved 50 kr. pr. pakke. Skifter du samtlige lister i en bolig på 130 kvadratmeter med 15 ruder, vil det koste ca. 1000 kr.

Hulmursisolering

I mange ældre huse er ydermuren opført som hulmur, som er en ydervæg, der består af to vægge med et hulrum imellem. Det er relativt nemt og billigt at isolere dette hulrum, der kan give dig et varmere hus og besparelser på varmeregningen. Prisen afhænger af dit hus, men har du eksempelvis en bungalow fra 1935 med et samlet hulmursareal på 85 kvadratmeter, som du efterisolerer i én etages højde i hele husets omkreds, vil det koste ca. 22.000 kr., dvs. en kvadratmeterpris på omkring 250 kr. Hvad du sparer på varmeregningen, afhænger af, hvad du opvarmer huset med, men har du naturgas, kan du spare op til 5.200 kr. om året i huset fra eksemplet. Det vil formentligt også være så stor en forbedring, at det vil forbedre husets energimærke et enkelt hak op.

Isolering af tag

Dit tag er formentlig allerede isoleret, men er dit hus af ældre dato, er det ikke usandsynligt, at taget blot er isoleret med 100 mm isolering, og så er der noget at hente ved at øge isoleringen med ekstra 200 mm. Det vil både hjælpe på komforten i din bolig, der vil blive varmere, og det vil reducere varmeregningen. Prisen ligger på ca. 25.000 kr. for et etplanshus på 130 kvadratmeter, og du vil spare ca. 2.200 kr. om året på varmeregningen, hvis huset er opvarmet med naturgas. Endelig vil det formentlig kunne forbedre energimærket.

Udskiftning af varmekilde

Det er dyrt at skifte varmekilden ud, men det er også her, der kan være meget at spare på varmeregningen. Hvis du har et gammelt oliefyr, der er dyrt i drift, er det især en god ide at se på alternativerne. Fx koster udskiftning til luft til vand-varmepumpe typisk over 100.000 kr., mens udskiftning til pillefyr kan klares for ca. 50.000 kr. Besparelsen på varmeregningen for et parcelhus på ca. 120 kvadratmeter, der i dag bliver opvarmet med olie, ligger på ca. 14.000 kr. om året, uanset om du skifter til varmepumpe eller pillefyr. Prøv vores nemme energiberegner og se, hvad du kan spare ved at skifte varmekilde.

Udskiftning af vinduer

Gamle vinduer kan give træk i boligen, og de er heller ikke gode til at holde på varmen. Skifter du til nye vinduer med trelags-energiglas, vil dit hjem blive mærkbart varmere, have mindre træk og et bedre indeklima. Udgiften afhænger af antallet af vinduer, men det vil typisk tage dig længere tid at tjene investeringen ind sammenlignet med fx hulmursisolering. Til gengæld er pengene givet godt ud i forhold til den øgede komfort i boligen.

Et grønnere Danmark

I Nykredit har vi besluttet, at det skal være nemmere at være grøn end at være ligeglad. Derfor tilbyder vi nu lån og løsninger til dig, der ønsker at bo, køre, renovere, investere og drive virksomhed på en bæredygtig måde.

Se de grønne tiltag