Sådan bruger du sms-kode, når du handler på nettet

Hvis du ikke har NemID-nøgleapp, kan du bruge en sms-kode, når du handler på nettet. Se en trin-for-trin-guide, der viser, hvordan du opretter koden, og læs også, hvordan du bruger den.

Når du handler på nettet, bliver du bedt om at bekræfte din betaling enten med NemID-nøgleapp eller sms-kode.

Ønsker du at bruge nøgleappen, er der en guide til, hvordan du bruger den her: Sådan bruger du NemID-nøgleapp

Vil du hellere bruge sms-koden, kan du se en trin-for-trin-guide her på siden, der viser, hvordan du tilmelder dit mobilnummer til dit betalingskort og opretter en selvvalgt kode. De to ting er nødvendige for at du kan bruge sms-løsningen, når du handler på nettet.

Du kan kun bruge sms-koden og dit selvvalgte kodeord til at handle på nettet - ikke til at logge ind andre steder. Og du skal stadig have NemID og det fysiske nøglekort ved hånden, når du opretter dig.  

Sådan fungerer sms-koden

Når du handler på nettet, bliver du bedt om at bekræfte dit køb. Du modtager en engangskode på sms, som du skal indtaste sammen med dit eget kodeord. Kodeordet skal du selv oprette – se hvordan nedenfor.

Hvis der er tilknyttet et telefonnummer til dit kort, vil du modtage en engangskode via sms, når du handler. I sms’en står der, udover engangskoden, hvilken forretning du er ved at handle hos, og hvilket beløb du skal godkende. Du indtaster engangskoden samt dit kodeord på hjemmesiden for at afslutte dit køb. Det er vigtigt, at teksten i sms’en afspejler det køb, du er i gang med at foretage. Tast aldrig koden, hvis du er i tvivl!

Registrer dit mobilnummer, og opret kodeord

Start med at klikke ind på siden her, og følg trin-for-trin-guiden nedenfor.

1. Tryk på Næste for at starte tilmeldingen, når du er klikket ind på siden ovenfor.
2. Indtast kortnummeret, der hører til det betalingskort, som du bruger til at handle på nettet, og klik Bekræft.
3. Log på med NemID.
4. Indtast nøgle fra dit nøglekort.
5. Opret dit eget kodeord, indtast dit mobilnummer, og tryk Bekræft.
6. Du har nu modtaget en kode på sms. Tast koden i feltet og tryk Bekræft. Har du ikke modtaget en sms inden for et par minutter, kan du prøve at trykke på Ny kode.
7. Nu skal du godkende en samtykkeerklæring, hvor du bekræfter, at Nets må behandle dine data. Brug igen dit NemID til at logge ind.
8. Godkend med dit NemID-nøglekort.
9. Tillykke! Du har nu koblet dit mobilnummer til dit betalingskort, og du kan nu handle på nettet ved at bruge din selvvalgte kode og sms.