Ansvar og forsikring: 5 ting du skal vide om skybrud
1. Hvem har ansvaret?
Du har selv et ansvar som boligejer for at forhindre skader på dit eget hjem. Men kommunen og forsyningsselskabet har også et ansvar i forhold til at skybrudssikre dit nærområde.
2. Dit ansvar som boligejer
Det er dit ansvar at sikre din grund mod oversvømmelser, der ikke opstået, fordi kommunen eller forsyningsselskabet ikke har vedligeholdt det, de skulle. Det er også dit ansvar som grundejer at sikre din kælder mod indtrængende kloakvand og vedligeholde afløbssystemet.
3. Kommunens ansvar
Alle landets kommuner skal have en såkaldt klimatilpasningsplan, der blandt andet indeholder lokale oversvømmelseskort og risikokort. Kommunerne har ansvaret for, at klimaforandringerne fremadrettet bliver indarbejdet i kommuneplan, lokalplaner, spildevandsplaner, vandløbsregulativer m.m.
4. Forsyningsselskabets ansvar
Forsyningsselskabet har ansvaret for at kommunens plan for, hvordan vandet skal ledes væk i forbindelse med oversvømmelser, overholdes gennem vedligehold og forbedringer af kloaknettet.
5. Dækker forsikringen?
Din private hus-, fritids- eller indboforsikring dækker i de fleste tilfælde skader efter voldsomt skybrud eller tøbrud. Det kan være skader som følge af, at vandet ikke kan få normalt afløb og dermed oversvømmer boligen, stiger op gennem afløbsledninger og/eller trænger ind i bygningen gennem naturlige utætheder.
Din private forsikring dækker ofte ikke, når oversvømmelsen skyldes for små eller tilstoppede afløb eller utætheder i boligen. I tilfælde, hvor oversvømmelsen vurderes at stamme fra hav, fjord, søer og vandløb, er det ikke længere den private forsikring, der dækker. Her dækker Naturskaderådet (tidligere Stormrådet), der er en national ordning.