Uro på boligmarkedet - Boligøkonom maner til besindighed

Selvom udsigterne for boligmarkedet ser dystre ud, er der ingen grund til at gå i panik, siger Nykredits boligøkonom og chefanalytiker, Mira Lie Nielsen. Hun understreger, at hvis man vil købe eller sælge bolig nu, er det vigtigt at tage højde for ens nuværende boligsituation.

Boligmarkedet er for alvor begyndt at mærke effekterne af de stigende renter og inflationen, der for alvor meldte sin ankomst tidligere på året. Det er især rentestigningerne, der er begyndt at påvirke boligpriserne samt antallet af boliger, der sættes til salg. I oktober har priserne på både huse og ejerlejligheder haft det største fald inden for en måned siden efteråret 2011.

Samtidig er der en stor usikkerhed omkring, hvordan boligmarkedet kommer til at udvikle sig i den kommende tid. Nervøsiteten kan også mærkes, når Nykredits boligøkonom og chefanalytiker Mira Lie Nielsen er ude for at holde oplæg om boligøkonomi for bankens kunder.

”Mange af de spørgsmål, jeg bliver mødt med, handler om, hvorvidt det er en god idé at handle bolig netop nu. Jeg tænker, det hænger sammen med den usikkerhed i økonomien, som alle oplever lige nu. Det gælder også for boligmarkedet, hvor vi er begyndt at se prisnedslag i særligt de dyreste boligområder,” siger hun.

"Selvom boliglån er blevet dyrere med rentestigningerne, er der ikke nogen stor risiko for voldsomme prisfald"

Mira Lie Nielsen, Boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit

Nykredit forventer et fald på 9,3 procent i huspriserne på landsplan, hvis man sammenligner med prisernes top fra juni. For huse i og omkring København ventes et fald på omkring 15 procent. I 2024 regner man dog med en lille stigning i priserne.

For ejerlejligheder venter Nykredit et prisfald på 14 pct. I hele landet og fald på 18,4 pct. I København frem mod slutningen af 2024.

Maner til ro

Selvom udsigterne på boligmarkedet ikke er lige så optimistiske, som vi har været vant til de seneste år, opfordrer Mira Lie Nielsen til, at man tager markedssituationen med ro. Især, hvis man føler sig i vildrede omkring, hvorvidt det er en god ide at sælge eller købe bolig i det nuværende marked.

”Hvis man eksempelvis bor i en lejelejlighed og gerne vil købe ejerlejlighed for første gang, men ikke har et akut behov for at flytte med det samme, kan det give mening at vente og se tiden lidt an. Køber man lejlighed nu, køber man sig ind på et tidspunkt, hvor priserne endnu ikke har tilpasset sig det højere renteniveau. Og her er man altså mere udsat som førstegangskøber,” siger boligøkonomen.

Har man derimod ejet en lejlighed i en af de større byer i en årrække, har man været med på opturen og kan tage fortjenesten med sig, hvis man sælger sin bolig for at købe en anden.

Hvad er dit boligbehov?

I sidste ende mener Mira Lie Nielsen stadig, at det bør være den enkeltes boligbehov, der afgør, om man skal skifte bolig. Hvis du har behov for og lyst til at købe ny bolig, og har du rent faktisk fundet det hus, som vil passe perfekt til familien i mange år, ser boligøkonomen ikke nogen grund til at vente. Heller ikke, hvis man er førstegangskøber.

Det gælder også, hvis man gerne vil flytte fra et hus eller en lejlighed til et hus, der ligger udenfor de største byer.

"Den høje inflation og det høje renteniveau gør det svært at overskue, hvilken bolig man har råd til at købe i dag"

Mira Lie Nielsen, Boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit

”Huse udenfor de større byer har ikke oplevet de samme kraftige prisstigninger, som det har været tilfældet med huse og lejligheder i de største byer. Selvom boliglån er blevet dyrere med rentestigningerne, er der ikke nogen stor risiko for voldsomme prisfald. Dertil kan man også regne med, at mange huse uden for de større byer vil blive løftet af den nye boligskattereform,” siger Mira Lie Nielsen.

Med den nuværende usikkerhed i økonomien opfordrer hun til, at man kontakter en rådgiver, så man kan få et overblik over, hvad privatøkonomien kan holde til i en bolighandel.

”Den høje inflation og det høje renteniveau gør det svært at overskue, hvilken bolig man har råd til at købe i dag. Derfor bør man lave et udførligt budget, så man får overblik over, hvad man har til rådighed, når der taget højde for de faste udgifter såvel som for inflationen og de højere renter,” mener Mira Lie Nielsen.

Bliv opdateret om de nyeste tendenser på boligmarkedet og få gode råd og anbefalinger til din bolig og privatøkonomi:

Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom og chefanalytiker

Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler

Bolig | 4 min

Tusindvis af boligejere har fået forkert skatterabat

Flere end 75.000 boligejere har fået tildelt en forkert skatterabat og er derfor blevet opkrævet for lidt i boligskat. Se, hvordan du skal forholde dig, hvis du er en af dem.
Bolig | 3 min

Sommerhus: Hvor meget kan du købe for?

For mange af os er sommerhusferier en del af vores barndomsminder. Det er ikke så sært, for i alt ligger der ca. 220.000 sommerhuse spredt langs kysterne i Danmark. Drømmer du om et sommerhus, så læs med og få et bud på, hvor meget du kan købe for.
Privatøkonomi | 4 min

Dansk økonomi overrasker: Væksten fortsætter

Med en pandemi og en energi- og inflationskrise i bagagen er dansk økonomi nu godt på vej tilbage. I denne video giver Nykredits cheføkonom Palle Sørensen en status på dansk økonomi - og der er god grund til at tro, at den positive udvikling fortsætter.