Er du husejer – så bliver din bolig (nok) mere værd i år

Mira Lie Nielsen

Der er udsigt til stigende huspriser i år, fortæller vores boligøkonom Mira Lie Nielsen, der også ser på lejlighedspriserne, der er anderledes uforudsigelige. Og drømmer du om sommerhus – ja, så bliver det heller ikke i år, at de kommer på udsalg.

Der er lidt for enhver smag på boligmarkedet i øjeblik. Søger du stabilitet og støt stigende priser, skal du vende blikket mod huse og sommerhuse. Er du interesseret i, hvad menneskelig psykologi kan gøre for boligpriserne, skal du i stedet følge med på lejlighedsmarkedet i København.

Her får du highlights fra vores nye boligprisprognose, der tager dig med rundt til de forskellige boligtyper. Lad os starte med at se på husene.

Husene bliver mere værd

Der er ikke meget, der kan ryste huspriserne i øjeblikket. Det går generelt godt for vores privatøkonomi, hvor mange er i arbejde, vi får mere i lønposen, og renterne falder, så det er blevet billigere at låne til sin nye bolig. Det understøtter alt sammen stigende huspriser, og boligøkonom Mira Lie Nielsen forventer at huspriserne på landsplan vil stige 3,6 procent i 2024 og 4,2 procent i 2025.

De nye boligskatteregler, der trådte i kraft ved årsskiftet, sænker generelt skatten på husene. Derfor er husmarkedet gået ganske upåvirket ind i det nye år.

Uforudsigelig udvikling på ejerlejlighedsmarkedet

Der udspiller sig et helt andet drama på ejerlejlighedsmarkedet, hvor overgangen til de nye skatteregler har gjort lejlighederne dyrere at eje især i København. Vil man sælge i år, må man også være indstillet på at sænke prisen.

”Vi mener, at ejerlejlighedsmarkedet i København vil tilpasse priserne til de højere boligskatter – især i første halvår 2024. Vi tror, at tilpasningen vil gå forholdsvist hurtigt, og priserne vil stige lidt igen allerede fra midten af 2024,” siger Mira Lie Nielsen.

Hun forventer, at prisen på ejerlejligheder i København by vil falde 4,9 procent i første halvår af 2024 og 4 procent samlet set hen over året. Disse gennemsnit kan dog dække over større udsving.

”Det er vigtigt at pointere, at de 4 procent er for gennemsnittet af lejligheder. Der vil være lejligheder, som skal falde mere, hvis en handel skal realiseres.”

Det er dog svært præcist at forudsige, hvad der sker med lejlighedspriserne, for meget afhænger af menneskelig psykologi, og hvordan vi kommer til at reagere på skatteændringerne. Vil køberne holde sig tilbage og vente på prisfald? Vil sælgerne holde på boligerne, så udbuddet falder? Vil det kun være de lejligheder, der er mindst påvirkede af skatteændringerne, der vil blive handlet? Vi må vente og se, men det kan alt sammen påvirke priser, handler og udbud.

Ingen slagtilbud på sommerhuse

Drømmer du om sommerferie i eget sommerhus, bliver det nok ikke i år, du kan gøre et priskup. Der er nemlig ingen udsigt til brandudsalg og lave priser. Vi forventer i stedet en lille prisstigning på 0,5 procent på sommerhuse i 2024 og 1 procent i 2025. Udbuddet af sommerhuse til salg er fortsat lavt, og det er derfor stadig sælgers marked.

Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom og chefanalytiker

Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler

Privatøkonomi | 3 min

Nykredit sætter indlånsrenten op

Er du privatkunde med din økonomi samlet i Nykredit, kan du se frem til at få 1,75% i rente på din lønkonto. Samtidig gør vi det endnu mere attraktivt for dig at spare op, fordi renten på opsparingskonti også bliver sat op.
Bolig | 2 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har netop offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024, og tendensen er tydelig. Udbuddet af både huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg er fortsat stigende, fortæller Nykredits boligøkonom Mira Lie Nielsen.
Privatøkonomi | 3 min

Hvad skal der dog ske med de sommerhuse?

Sommerhussæsonen er allerede skudt i gang, og det betyder også, at sommerhusmarkedet er kommet ud af sin vinterdvale.