Nye anbefalinger: Hav flere forskellige betalingsløsninger
Nationalbanken er kommet med nye anbefalinger til, hvilke betalingsløsninger du bør have. Se anbefalingerne her, og læs, hvordan du bedst sikrer, at du kan betale, hvis der skulle komme et nedbrud.

Nationalbanken er kommet med nye anbefalinger til, hvilke betalingsløsninger du som dansker bør have. De nye anbefalinger skal sikre dig, at du kan betale og handle, selvom der skulle komme et nedbrud, hvor de betalingskort, du plejer at bruge, ikke virker.
Hav både kort, kontanter og mobil
Hvis du har flere forskellige betalingsløsninger, har du bedre mulighed for at betale, hvis din foretrukne betalingsløsning ikke virker. Nationalbanken anbefaler, at du har adgang til tre forskellige betalingsløsninger: Kort, kontanter og betaling via mobilen.
De nye anbefalinger: Hav disse tre forskellige betalingsløsninger
1) Hav flere forskellige fysiske betalingskort fra forskellige mærker.
2) Hav et mindre beløb i kontanter, ca. 250 kroner pr. person i husstanden.
3) Sørg for at have betalingsløsninger på mobilen, fx MobilePay og mobilbank.
Hav flere forskellige kort
Nationalbanken anbefaler, at du i husstanden har to fysiske betalingskort fra forskellige mærker, fx Dankort, Mastercard eller Visa, som du kan huske pinkoderne til. Hvis du ikke kan betale med det ene kortmærke, kan du måske betale med det andet.
Vær opmærksom på, at hvis du har betalingskort, som kombinerer to forskellige kortmærker, fx et Visa/Dankort, bør du også anskaffe et betalingskort fra enten Mastercard eller Visa.
Hvis der ikke er nogen internetforbindelse, kan du ofte betale offline med alle fysiske betalingskort fra Dankort, inklusive Visa/Dankort samt de fleste betalingskort fra Mastercard.
Det kan du gøre: Tjek, hvilke betalingskort du har i husstanden. Er I to voksne skal I til sammen være dækket ind med forskellige betalingsmuligheder. Kontakt din rådgiver, hvis du har brug for at bestille nye betalingskort.
Sørg for at kunne huske dine PIN-koder. De kan være påkrævet ved offline-betalinger med fysisk kort. Har du appen Mit Nykredit, kan du se dine koder ved at logge ind i appen og klikke på Kort à klik på et aktivt kort à klik på ”Vis pinkode” à Følg vejledningen på skærmen for at se din PIN til kortet.
Hav et mindre beløb i kontanter
Du bør du have et mindre beløb i kontanter; et pejlemærke er minimum 250 kroner pr. person i husstanden. Det må gerne være små sedler og mønter, da det kan være svært for butikkerne at give byttepenge, hvis der er et nedbrud.
Det kan du gøre: Har du ikke allerede et passende beløb i kontanter derhjemme, kan du supplere op over tid – fx ved at gemme byttepenge eller hæve et mindre beløb i en hæveautomat. Du behøver ikke at skaffe dem med det samme.
Sørg for at kunne betale med mobilen
Nationalbanken anbefaler også, at du har en betalingsløsning på mobilen, der er baseret på kontooverførsler, fx MobilePay eller mobilbank. Det øger dine mulighed for at kunne betale i situationer, hvor der er problemer med betalingskortsystemerne, men hvor der stadig er internetforbindelse.
Det kan du gøre: Få installeret MobilePay eller mobilbank.
Derfor er der nye anbefalinger
Danskerne er blandt de mest digitale i verden, når de betaler. Men vores betalinger er afhængige af en robust digital betalingsinfrastruktur.
Den finansielle sektor har stort fokus på sikkerhed og flere nødprocedurer, så den kan håndtere mange forskellige hændelser, uden at du eller butikkerne mærker det. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan opstå situationer, hvor du ikke kan betale som sædvanligt i en periode.
Det kan både skyldes lokale, kortvarige forstyrrelser i en enkelt forretning eller butikskæde og nationale, længerevarende hændelser.
Derfor bør du forberede dig, så du kan mindske risikoen for ikke at kunne betale og dermed mindske generne for dig selv.
Relaterede Artikler

Få mere bolig for pengene – så meget kan du spare ved at flytte væk fra de store byer

Endnu et skridt i sammenlægningen mellem Spar Nord og Nykredit
