Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Den Europæiske Centralbank fastholder renten

ECB holder helt som ventet de pengepolitiske renter i ro, og indlånsrenten fastholdes således på 2,25%. Konflikten i Mellemøsten og udviklingen i energipriserne er den store usikkerhedsfaktor, men ECB vælger se tiden mere an. Der er lagt op til en renteforhøjelse i september.

Centralbanken understregede i sin pressemeddelelse torsdag, at udviklingen i energipriserne indtil videre ligger tæt på det scenarie, den lagde frem på rentemødet i juni. Samtidig pegede den på, at usikkerheden fortsat er meget stor, og at de fulde konsekvenser af de højere energipriser endnu ikke har vist sig.

”Meddelelsen lagde vægt på, at man nøje følger både omfanget og varigheden af energiprisstigningerne. Derudover blev de samme klassiske vendinger gentaget om, at man fortsat ønsker at være dataafhængig med en møde-til-møde tilgang,” siger senioranalytiker Daniel Remien.

På pressekonferencen blev det yderligere fremhævet, at dagens beslutning var enstemmig, men nogle medlemmer havde luftet idéen om en renteforhøjelse. Samlet blev man dog enige om at bevare tålmodigheden.

”Vores forventning er, at ECB hæver renten én sidste gang i september. Hvis det sker, vil renten være på et niveau, hvor der skal mere til, før ECB hæver renten igen. Det vil blandt andet kræve tydelige tegn på, at de høje prisstigninger begynder at smitte af på lønningerne og dermed risikerer at holde inflationen høj i længere tid,” siger Daniel Remien.

Derfor er renteniveauet relevant for dig som investor

Et højt renteniveau påvirker som udgangspunkt aktiemarkedet negativt. Det gør det af tre grunde:

  • Et højt renteniveau kan dæmpe den økonomiske aktivitet i økonomien i en grad, så efterspørgslen efter virksomheders produkter dæmpes. 
  • Et højt renteniveau gør det dyrere for virksomhederne at låne penge, og begrænser dem dermed i at vækste.
  • Når man som investor vurderer en aktie, sammenligner man blandt andet det forventede afkast med afkastet på obligationer. Jo højere rente, desto mere attraktivt er det at investere i obligationer fremfor aktier. Det giver en mindre efterspørgsel efter aktier, hvorved kursen falder.

Der er dog brancher, for hvem et højere renteniveau er positivt, fx banker. Når renten er meget lav er rentemarginalen - altså forskellen på hvad bankerne låner til, og hvad de tager for udlån - meget mindre, end når renten er høj. Men også forsikringsvirksomhed og andre brancher, der har behov for at placere store summer, har glæde af en højere rente.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.