Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Studiestart på SU: økonomisk buffer kan gøre en verden til forskel

Studiestart betyder nye fag, nye mennesker og for mange også en ny bolig og en helt ny hverdag. Men den byder også på udgifter, der er svære at få plads til på et stramt studiebudget - og her kan selv små beløb i støtte fra forældre gøre en verden til forskel.

I disse uger tager tusindvis af unge hul på et nyt studieår. Nogle skal begynde på drømmestudiet og måske for første gang stå på egne ben. Andre vender tilbage til forelæsninger, studiejob og en hverdag, hvor SU’en igen skal række til husleje, mad, transport og studiebøger. I begge tilfælde hænger økonomien for de fleste kun lige akkurat sammen, og selv en mindre uforudset udgift kan få budgettet til at vakle.

Det handler ikke nødvendigvis om ekstra kaffe, byture eller biografbesøg. En computer, en cykel, der virker og de rigtige studiebøger kan være afgørende for at få studiehverdagen til at fungere – og her kan selv små bidrag fra forældre betyde alverden.

En buffer giver ro i studielivet

Har man som forælder mulighed for det, kan en opsparing være med til at sikre, at en uventet regning ikke vælter barnets økonomi – eller pludselig skal findes i familiens almindelige månedsbudget. Det behøver ikke være et stort beløb. Det vigtigste er ifølge Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit og Spar Nord, at komme i gang og gøre opsparingen regelmæssig.

”Konsekvent opsparing over tid kan give både tryghed og muligheder. Uanset om barnet senere vælger en videregående uddannelse, en erhvervsuddannelse eller noget helt tredje, kan en økonomisk buffer være en stor hjælp i en periode, hvor indkomsten typisk vil være lav.”

Sætter man fx 200 kroner til side hver måned fra barnets fødsel, kan selv de forholdsvis små indbetalinger vokse til et mærkbart beløb over 21 år. Med et gennemsnitligt afkast på 4 % om året efter skat vil formuen være vokset til cirka 78.000 kr. efter 21 år. Der er naturligvis ingen garanti for afkast, når du investerer, men i historisk perspektiv har investeringer med en høj andel af aktier dog givet positive afkast over længere perioder, selv om værdien kan svinge undervejs.

Det er ikke for sent at begynde

Er studiestarten allerede lige om hjørnet, er det naturligvis for sent at opbygge en opsparing over 21 år. Men det betyder ikke, at det er for sent at skabe en buffer.

”Et fast månedligt beløb kan stadig gøre en forskel. Opsparingen kan stå i barnets eller forældrenes navn, alt efter hvordan og hvornår pengene skal bruges. Det vigtigste er at tage stilling til formålet og vælge en opsparingsform, der passer til tidshorisonten og familiens økonomi,” siger Jeanette Kølbek.

Har den unge selv et studiejob, kan forældrene også foreslå, at en mindre del af lønnen automatisk sættes til side hver måned. På den måde bliver bufferen et fælles projekt, samtidig med at den unge får gode opsparingsvaner med sig.

En buffer kan forebygge dyr gæld

Økonomisk hjælp behøver ikke kun bestå af kontante overførsler. Som forælder kan man også hjælpe den unge med at lægge et realistisk budget, skabe overblik over faste udgifter og sætte penge af til regninger, der ikke kommer hver måned.

”Målet er selvfølgelig ikke at fjerne ethvert økonomisk ansvar fra den studerende, men at give den unge bedre forudsætninger for at håndtere sin egen økonomi – og noget at falde tilbage på, når det uventede sker,” siger Jeanette Kølbek.

En økonomisk buffer kan samtidig mindske risikoen for, at en uforudset udgift tvinger den unge til at optage gæld.

”Får man først opbygget en dyr gæld tidligt i voksenlivet, kan den begrænse ens økonomiske handlefrihed i mange år og gøre det sværere at spare op til fx bolig og andre fremtidsdrømme.”

Studiestarten er derfor en god anledning til at tage en snak om økonomi. Og hvis opsparingen til barnet endnu ikke er kommet i gang, kan det bedste tidspunkt at begynde meget vel være nu.

Læs mere om, hvordan du kan spare op til dit barn eller barnebarn

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Jeanette Kølbek

Privatøkonom i Nykredit & Spar Nord

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering.

Relaterede Artikler