Det optager investorerne netop nu
Stigende oliepriser, amerikansk statsgæld, rentestigninger og mursten versus værdipapirer. Vi lader vores eksperter svare på fire spørgsmål, der optager vores investeringskunder netop nu.
Hvordan påvirker den fortsatte krig med Iran og de stigende oliepriser mine investeringer, og bør jeg ændre noget i min portefølje?
Krigen i Mellemøsten har fortsat potentiale til at påvirke aktiemarkederne betydeligt. Siden konflikten igen blussede op i begyndelsen af juli, har markederne oplevet nye udsving. Alligevel ligger både europæiske og amerikanske aktier nu højere end på det tidspunkt. Det skyldes blandt andet sommerens stærke halvårsregnskaber fra mange selskaber.
Udviklingen viser, at aktiekurserne godt kan stige, selvom krigen fortsætter, og olieprisen pludselig skyder i vejret. Konsekvenserne er dog forskellige fra sektor til sektor. Forventer man en markant forværring og en langvarig konflikt, bør man overveje at rykke sin investeringer væk fra af cykliske selskaber inden for fx mode, biler, rejser, restauranter og industri og i stedet øge den mod energi, forsyning, medicinalindustrien og stabilt forbrug (dagligvarer).
Det er imidlertid ikke vores forventning, og derfor lægger vi ikke vores strategi så skarpt op af forventninger til en ugunstig udvikling i Mellemøsten, da den modsatte udvikling vil slå igennem, hvis konflikten over de næste seks måneder tager af i intensitet.
Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Er udsigten til lavere renter afløst af nye rentestigninger? Og hvad betyder det i så flad for mine investeringer?
Konflikten i Mellemøsten har allerede betydet højere energipriser og som følge deraf højere styringsrenter nogle steder og højere lange renter overalt. Det er næppe ovre endnu. Det kan man godt bruge som anledning til at ændre i porteføljen. Er man meget bekymret for højere renter, så er sektorer som Finans og Sundhed gode steder at søge hen. En del af de hurtigst voksende tech-selskaber har heller ikke vist sig så rentefølsomme, som den slags selskaber normalt er. Selvom det er sandsynligt, at renterne skal hæves en tand mere fx i ECB, så vurderer vi det som mest sandsynligt, at justeringer i renterne bliver moderate. Men det er en risiko, at krigen udvikler sig på en måde, så vi skal længere ad den vej.
Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Kan den voksende amerikanske statsgæld føre til en svækkelse af dollaren – og hvad vil det i så fald betyde for markederne og danske investorers afkast
Statsgælden i USA har været støt stigende længe - det er der kommet meget fokus på, på det seneste. Det fokus er dog ikke kommet, fordi underskuddet er steget pludseligt, men fordi renterne på statsobligationer er steget en del.
Renterne er steget over hele verden, og det er der flere grunde til. Men en del af forklaringen har været en utryghed over den måde, den amerikanske centralbankchef og den amerikanske finansminister har ageret på. De har på det seneste begge sendt uhensigtsmæssige signaler i deres vigtige roller, og det har medvirket til en lidt mindre appetit på dollar og dollargæld. I vores prognose har vi dog kun en moderat svækkelse af dollaren, men det er klart, at går det sådan (eller værre endnu), så vil det vil slå igennem i en svækkelse af det afkast, man som dansker får på sine amerikanske investeringer.
Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Kan det være en god idé at låne penge i sin friværdi for at investere pengene i værdipapirer?
Det kan i nogle tilfælde være en mulighed at belåne friværdien for at investere pengene, men det er ikke en løsning, der passer til alle. I et historisk perspektiv har der i nogle tilfælde været højere afkast på aktiemarkedet end et flekslån, men der er mange faktorer, som har indvirkning på det regnestykke. Læs mere her: Mursten eller aktier – hvad betaler sig bedst?
Når du låner i din bolig for at investere, øger du både din gæld og din risiko. Afkastet på investeringerne er usikkert, mens renterne på lånet skal betales uanset, hvordan markederne udvikler sig. Hvis investeringerne falder i værdi, kan du derfor ende med både en større gæld og en mindre formue. Derfor bør beslutningen altid tage udgangspunkt i din økonomi, risikovillighed og tidshorisont. For nogle kan det give mening at investere en del af friværdien, mens det for andre vil være mere relevant at bruge friværdien til fx boligforbedringer, større køb eller som en økonomisk buffer.
Hos Nykredit og Spar Nord anbefaler vi, at du får rådgivning og sikrer dig, at der er luft i økonomien til at håndtere både udsving på de finansielle markeder og ændringer i renteudgifterne, før du låner med henblik på investering.
Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit og Spar Nord
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Jeanette Kølbek
Privatøkonom i Nykredit & Spar Nord
Relaterede Artikler
Danskerne strømmer til aldersopsparingen
Folkepensionsalderen kan fortsat stige. Hvad betyder det for dig?