Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Spørger du en AI-chatbot om dine investeringer? Her er mulighederne og faldgruberne

Kunstig intelligens kan forklare svære begreber, skabe overblik og hjælpe dig med at undersøge en investering. Men når et hurtigt svar bliver grundlaget for at placere dine penge, er der god grund til at stoppe op.

Hvad er en indeksfond? Hvordan pĂĄvirker renten obligationer? Og hvilken investering passer bedst til mig?

En AI-chatbot kan på få sekunder levere svar på alle tre spørgsmål. Sproget er klart, tonen er sikker, og du kan spørge videre, indtil du føler, at du har forstået det. Det gør sprogmodeller som ChatGPT og Gemini til lettilgængelige hjælpere, når du vil blive klogere på investering.

Men der er forskel på at få forklaret et begreb og at få vurderet, hvordan du skal investere dine penge. Netop den forskel er vigtig at holde fast i, når du bruger AI. I denne artikel dykker vi ned i, hvad du med fordel kan bruge AI til som investor - og hvad du skal være forsigtig med.

En hjælp til at forstå og undersøge

AI kan ifølge Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, være et nyttigt sted at begynde, hvis du møder begreber, du ikke forstår.

”Du kan fx få forklaret forskellen på aktier og obligationer eller bede om et enkelt eksempel på, hvordan risikospredning fungerer. Sprogmodeller kan også hjælpe med at gøre omfattende materiale mere overskueligt. En årsrapport kan opsummeres, og en beskrivelse af en investeringsfond kan omsættes til spørgsmål, du bør undersøge nærmere. Det kan gøre det lettere at komme i gang med din egen research,” siger Jeanette Kølbek og understreger, at en opsummering altid bør kontrolleres mod det oprindelige materiale, før man bruger den som beslutningsgrundlag.

Du kan ifølge formueeksperten også bruge AI til at forberede en samtale med din rådgiver.

”Er man ny som investor kan man også anvende en sprogmodel til at sikre, at man får spurgt ind til alt det, man måtte være i tvivl om. Du kan fx få hjælp til, hvilke spørgsmål bør du stille om omkostninger, hvad tidshorisonten betyder, og hvilke forhold du skal have afklaret, hvis du måske får brug for pengene tidligere end planlagt. Det kan føles trygt selv at have sat sig lidt ind i sagerne inden et møde om noget, man måske ikke ved så meget om, så man forstår de grundlæggende begreber og mekanismer,” siger Jeanette Kølbek.

Få overblik over skat og kontotyper

AI kan også hjælpe med at skabe overblik over skatten på dine investeringer. Hvis du fx overvejer at sælge værdipapirer fra et almindeligt depot og investere pengene på en aktiesparekonto, er der flere forhold at undersøge: Hvilken skat udløser salget? Hvor meget må du indbetale? Og har du tab på andre investeringer, som kan reducere skatten på dine gevinster?

”Her kan AI hjælpe med at forklare reglerne, opstille regneeksempler og belyse, hvilken betydning tidspunktet for køb og salg kan have. Det kan også gøre dig opmærksom på muligheder, du ikke selv havde overvejet – fx om og hvordan et tab kan modregnes i gevinster. Dog kan kvaliteten af svarene variere, og derfor bør man altid dobbelttjekke oplysningerne hos en revisor eller Skattestyrelsen, hvis man er i tvivl, før man handler på dem.” siger formueeksperten.

Et overbevisende sprog er ingen garanti

En af udfordringerne ved at spørge en AI-chatbot til råds, er, at et forkert svar kan lyde lige så overbevisende som et korrekt.

”AI kan misforstå oplysninger, blande forskellige forhold sammen eller udfylde huller med noget, der lyder sandsynligt. Den kan også bygge svaret på forældede oplysninger. Det kan få betydning, hvis du fx spørger til en fonds omkostninger, et selskabs seneste regnskab eller aktuelle skatteregler,” siger Jeanette Kølbek.

Derfor bør du kontrollere centrale oplysninger hos den oprindelige kilde. Det er ikke tilstrækkeligt at bede om links - du skal også åbne dem og undersøge, om de faktisk understøtter svaret og er aktuelle.

Et personligt svar kræver et samlet billede

En chatbot kan stille spørgsmål til din alder, økonomi og risikovillighed og derefter levere en anbefaling, der virker tilpasset dig. Men den personlige formulering er ikke i sig selv en sikkerhed for, at investeringen passer til dine behov.

”En investering skal passe ind i dit liv, og personlig rådgivning handler om mere end at vælge aktier og fonde. Din rådgiver kender dig og din økonomi og kan sammen med dig se dine investeringer i sammenhæng med din bolig, gæld, pension og øvrige opsparing - og med de erfaringer, ønsker og fremtidsplaner, du har,” siger Jeanette Kølbek, og uddyber.

”Måske nærmer du dig pensionen, overvejer at skifte bolig eller ønsker at hjælpe næste generation økonomisk? Det har alt sammen betydning for, hvordan dine penge bedst investeres, og hvor stor en risiko du kan bære. Den løbende dialog giver også rådgiveren indsigt i, hvordan du reagerer, når markederne svinger, og mulighed for at tilpasse rådgivningen, når dit liv ændrer sig.”

AI kan altså hjælpe dig med at blive klogere og forberede gode spørgsmål - men hos din personlige rådgiver bliver spørgsmålene sat ind i en større sammenhæng, så du får kvalificeret rådgivning med blik for både dine investeringer og hele din økonomi.

Dine spørgsmål præger svarene

Kvaliteten af den hjælp, du får fra AI, afhænger blandt andet af, hvordan du spørger. Hvilke oplysninger giver du? Hvad udelader du? Og beder du om en åben vurdering eller om argumenter for noget, du allerede tror på?

”Har du fx forelsket dig i en aktie og spørger: Hvorfor er det en god investering? lægger du op til en gennemgang af argumenterne for at købe. Dermed risikerer dine egne antagelser og bias at følge med ind i svaret. AI kan på den måde blive en kilde til bekræftelse, som gør dig mere sikker på din beslutning, uden at du nødvendigvis har fået et bedre beslutningsgrundlag. Brug derfor også AI til at udfordre din opfattelse. Spørg fx: Hvad taler imod investeringen? Hvilke risici overser jeg? Og hvilke antagelser i mit spørgsmål bør udfordres?,” siger Jeanette Kølbek.

Et godt spørgsmål er dog ingen garanti for et korrekt svar. Kontrollér fortsat oplysningerne i originale kilder, og husk, at selv en grundig analyse ikke fjerner usikkerheden ved at investere.

Tre spørgsmål, du kan stille AI

Den mest værdifulde hjælp kan være, at du bliver bedre til at forstå dine investeringer og undersøge dine muligheder. Når du får et svar, bør næste skridt derfor være at spørge: Hvad bygger det på? Hvilke oplysninger mangler? Og hvad betyder det for min situation?

  • Hvilke oplysninger mangler du for at kunne belyse spørgsmĂĄlet?
  • Hvad er de væsentligste risici og modargumenter?
  • Hvilke originale kilder skal jeg kontrollere?

”Svarene kan hjælpe dig videre, men din beslutning bør altid bygge på verificerede oplysninger og et samlet blik på din økonomi, dine mål og den risiko, du kan bære,” slutter Jeanette Kølbek.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler