Nykredit lukker for nye lån til fossile brændsler

Krystallen om dagen

Nykredit er klar med en ny Politik for fossile brændsler. Den indebærer et stop for nye lån til aktiviteter, der bidrager til produktion af fossile brændsler. Vi frasælger samtidig mere end 60 olie, gas- og kulselskaber og ekskluderer i alt 483 selskaber fra vores investeringsunivers

Foreningsejede Nykredit, der er Danmarks største långiver og en af landets største investorer, skærper nu kursen overfor selskaber, der er involveret i undersøgelse, indvinding eller produktion af fossile brændsler.

”Vi er på vej mod en fremtid, hvor energi hovedsageligt kommer fra sol, vind eller andre grønne kilder. Verden vil bevæge sig væk fra fossile brændsler. Vi har i Nykredit et ansvar for at skubbe på den bevægelse og samtidig beskytte vores lånebog og vores kunders investeringer mod de forandringer, bevægelsen vil bringe med sig. Derfor skærper vi nu – både som långiver og investor – kursen overfor selskaber, der er involveret i produktion af fossile brændsler,” siger Jens Theil, bæredygtighedschef i Nykredit.

Sidste år satte Nykredit en række ambitiøse klimamål, hvor vi forpligter os til, at udledningen fra Nykredits udlån og investeringer skal følge Paris-aftalen og nå nul senest i 2050. Den nye Politik for Fossile brændsler er et naturligt led i de ambitioner.

Nej tak til nye lån

Nykredit har i mange år været tilbageholdende med at finansiere aktiviteter indenfor produktion af fossile brændsler, og vores udlån til sektoren er derfor meget begrænset. Med den nye politik lyder nu et klart ”nej tak” til nye lån til den slags aktiviteter.

”Vi anerkender, at verden kommer til at bruge olie, gas og kul i flere år fremover, men på den lange bane er de på retur. Derfor ønsker vi som langsigtet långiver ikke at udvide vores eksponering mod aktiviteter indenfor produktion af fossile brændsler. Fra Nykredit bliver det et nej tak til nye lån,” siger Jens Theil.

Konkret betyder det, at Nykredit ikke yder nye lån til selskaber, der er involveret i undersøgelse, indvinding eller produktion af fossile brændsler – med mindre lånet går til afgrænsede, grønne aktiviteter.

”Fremtidens energi er grøn. Vi håber, at de klassiske olie- og gasselskaber vil spille en positiv rolle og investere massivt i sol, vind, biogas osv. Den omstilling vil vi gerne understøtte dem i. Derfor gør vi det klart i vores politik, at vi kan finansiere grønne aktiviteter, selvom det er et olie- og gasselskab, der står bag dem. Det kræver dog, at de grønne aktiviteter, vi finansierer, er afgrænsede fra resten af selskabet – og dermed fra produktionen af fossile brændsler.”

Læs også: Nykredits nye fossilpolitik her

Selskaber ekskluderes på investeringssiden

Som investor har Nykredit i flere år – sammen med en lang række andre investorer – arbejdet for, at olie-, gas- og kulselskaberne i Nykredits portefølje har bevæget sig i en bæredygtig retning. På den baggrund har vi tidligere frasolgt selskaber med væsentlig omsætningseksponering mod kul, ukonventionel olie og gas (tjæresand, m.v.) samt arktiske boringer. Nu kan vi med ny data også identificere selskaber, der i strid med IEA’s scenarie udvider og udvikler nye olie og gasfelter. Den nye data viser desværre, at stort set alle energiselskaber er involveret i den type projekter.

”Det tager vi nu konsekvensen af. Fremover ekskluderer vi i udgangspunktet selskaber, der udvider i strid med IEA’s 2050-scenarie. Det betyder, at vi udvider vores eksklusionsliste med 483 olie-, gas- og kulselskaber. 61 af dem har vi hidtil været investeret i, og de investeringer er vi nu ved at frasælge. Vi ser det som et naturligt og nødvendigt næste skridt i vores tilgang som investor til energisektoren. Det er ikke nødvendigvis vores sidste skridt,” siger Jens Theil og fortsætter:

”Tilbage har vi nu 14 olie- og gasselskaber, som ikke er, hvor de skal være, men hvor vi vurderer, at der fortsat er mulighed for, at de vil omstille sig. Overfor dem fortsætter vi det aktive ejerskab og sætter dem på en særlig observationsliste. Vi vil løbende forholde os til, om vi ser den rette fremdrift.”

Hermed tæller observationslisten nu 22 selskaber, da der også indgår otte energiselskaber, der producerer el fra kul.

Vores svanemærkede produkter er ikke berørte, da de allerede udelukker fossile brændstoffer.

Læs mere om fossilpolitikken: Nykredit ekskluderer 483 olie-, gas- og kulselskaber 

Fakta

Politik for fossile brændsler omfatter selskaber, der er involveret i undersøgelse, indvinding eller produktion af fossile brændsler (upstream).

Dette gælder også visse servicevirksomheder, der bidrager til det. Infrastruktur, der alene kan bruges til fossile brændsler, er også omfattet (midstream).

Det samme er energiproduktion fra fossile brændsler (downstream).

Det Internationale Energiagenturs (IEA) konklusioner sætter rammen for arbejdet

I 2021 udkom IEA med en bredt anerkendt rapport, der udstikker en retning for omstillingen af den globale energisektor til vedvarende energi.

IEA slår fast, at fossile brændsler er en nødvendig del af den globale energiproduktion i mange år endnu, men at der ikke er behov for at etablere nye kulminer eller olie- og gasfelter nogen steder i verden.

Tværtimod er der brug for massive investeringer i udvinding af vedvarende energi. Det er de konklusioner, Nykredits Politik for fossile brændsler læner sig op ad – ikke mindst på investeringssiden, hvor vi nu screener selskaber efter, om de udvider i strid med IEA’s konklusioner.

Relaterede Artikler

Privatøkonomi | 3 min

Nykredit sætter indlånsrenten op

Er du privatkunde med din økonomi samlet i Nykredit, kan du se frem til at få 1,75% i rente på din lønkonto. Samtidig gør vi det endnu mere attraktivt for dig at spare op, fordi renten på opsparingskonti også bliver sat op.
Privatøkonomi | 3 min

Hvad skal der dog ske med de sommerhuse?

Sommerhussæsonen er allerede skudt i gang, og det betyder også, at sommerhusmarkedet er kommet ud af sin vinterdvale.
Privatøkonomi | 3 min

Overraskende stigning i ejerlejlighedspriserne i februar

Trods forventninger om et prisfald på ejerlejligheder i februar, som følge af en markant stigning i boligskatten ved årsskiftet, er priserne i stedet steget med 0,2%. Der gemmer sig faktisk flere overraskelser fra Boligsidens tal fra februar. Det fortæller Nykredits boligøkonom Mira Lie Nielsen.