*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 3 min

Kinesiske aktier kan give gode afkast i resten af 2022 – men risikoen er høj.

Kinas aktiemarked er stadig interessant på trods af regulering, hårde coronanedlukninger og uro omkring forholdet til Rusland. Chefstrateg hos Nykredit Frederik Engholm kommer her med sin vurdering.

Nykredit

Det kinesiske marked var i 2021 kendetegnet ved en række regulative indgreb fra det kinesiske styre, der blandt andet medførte uro i ejendomssektoren anført af usikkerheden omkring entreprenørmastodonten Evergrandes finansielle helbred. Det skabte uro på markedet, og flere investorer betegnede endda Kina som uinvesterbar.

De udfordringer eksisterer stadig, men de værste bølger har tilsyneladende lagt sig, hvad angår frygten for at ejendomssektorens problemer river det finansielle system itu. Mange investorer er dog fortsat skeptiske, og risikoen ved at investere i Kina er da også større end ved investering i USA eller verden som helhed.

“I år er der særligt kommet to nye risici til, når man kigger på Kina. Den første er diskussionen om, hvorvidt Kina står på Ruslands side eller ej. De spekulationer er dog ved at løje af, da Kina har været ude og distancere sig lidt fra Rusland og krigshandlingerne i Ukraine for netop ikke at komme i økonomisk klemme,” fortæller Frederik Engholm og fortsætter:

“Den anden bekymring er de meget hårde coronanedlukninger, vi ser i flere store kinesiske byer, som giver en ny opbremsning i væksten. Der har dog allerede været signaler fra det kinesiske styre om nye tiltag for at stimulere økonomien og holde hjulene i gang. Men på kort sigt hjælper det ikke meget – der kommer ikke meget ud af at stimulere en økonomi, når man samtidig holder store byer som Shanghai og Shenzhen lukket ned. Derfor kommer der formentlig en periode med dårlige nøgletal fra Kina.”

Usikkerheden er priset ind

Men på trods af potentielt dårligere nøgletal fra riget i midten, vurderer Frederik Engholm alligevel, at markedet allerede har taget uroen med i sine beregninger - og måske endda mere til:

“Det giver mening, at de kinesiske aktier er faldet på baggrund af nedlukningerne, men jeg mener at den underperformance, vi har set på den gode side af ti procentpoint, er overdreven, når vi sammenligner med, hvor hurtigt andre økonomier er kommet tilbage oven på nedlukningerne. Jeg vil vurdere, at meget af usikkerheden allerede er inddiskonteret i markedet. Så når Kina åbner op igen, kan vi meget vel se et hurtigt comeback i væksten.”

Og et sådan comeback kan give gode afkast, hvis man er lykkedes med at købe op i et marked tynget af bekymringer og som derfor ser lavere prisfastsættelse.

“Vi mener det mest sandsynlige scenarie er, at kinesiske aktier kommer til at give et højere afkast end globale aktier over det næste halve til hele år. Der er kommet nye risici til, men til gengæld er kinesiske aktier også blevet billigere. Kort sagt er risici højere end i globale aktier, men samtidig afspejler det noget højere afkastpotentiale, hvis tingene udvikler sig, som vi forventer.”
Læs også Frederik Engholms kommentar til den aktuelle corona-situation i Kina her.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Model.Name photo

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler