Få mest muligt ud af din pension – derfor er ratepensionen så populær
Med en pensionsopsparing øger du friheden til selv at vælge, hvornår du vil trække dig tilbage – og samtidig kan der være en økonomisk fordel ved at indbetale. Det gælder især, når det kommer til ratepensionen.
Når der er et loft over, hvor meget du kan indbetale på en opsparingsform, er det som regel fordi, der følger en økonomisk fordel med. Sådan er det også med ratepensionen – og det er en af grundene til, at den er så populær.
”Ratepensionen giver stor fleksibilitet. Du bestemmer selv, om du vil have en højere udbetaling i en kortere periode, eller et mindre beløb over længere tid. Udbetalingerne sker typisk i månedlige rater over en periode på mellem 10 og 30 år. Ud over fleksibiliteten får du desuden fradrag for dine indbetalinger – og det kan give en mærkbar skattefordel,” siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.
Fradrag for indbetaling – opnå en risikofri skattebesparelse på op til godt 15.100 kr. i 2025
Det fradragsberettigede indskudsloft for en ratepension er i 2025 65.500 kr. (eller 71.196 kr. via arbejdsgiver). Udnytter du ikke loftet i indeværende år, kan det ikke overføres til næste.
Hvor stor en skattebesparelse du kan opnå, afhænger af to ting:
- Den indkomstskat du betaler, når du indbetaler og når du får udbetalt pensionen, og
- Om der er mere eller mindre end 15 år til din folkepensionsalder
Eksempel 1
Topskat ved indbetalingstidspunktet, bundskat ved udbetalingstidspunktet og mindre end 15 år til folkepensionen
- Besparelse i den personlige indkomst: 15 % af 65.500 kr. = 9.825 kr.
- Besparelse, det ekstra pensionsfradrag: 25,1 % af (32 % af 65.500 kr.) = 5.261 kr.
- Skattebesparelse = 15.086 kr.
Eksempel 2
Topskat ved indbetalingstidspunktet, bundskat ved udbetalingstidspunktet og mere end 15 år til folkepensionen
- Besparelse i den personlige indkomst: 15 % af 65.500 kr. = 9.825 kr.
- Besparelse, det ekstra pensionsfradrag: 25,1 % af (12 % af 65.500 kr.) = 1.973 kr.
- Skattebesparelse = 11.798 kr.
Læs også: Er du en af de 280.000 danskere, der kan bruge årets pensionsfinte?
Betaler du bundskat både ved indbetaling og udbetaling, vil skattebesparelsen i 2025 hovedsageligt være det ekstra pensionsfradrag – 5.261 kr., hvis du har mindre end 15 år til folkepensionen, eller 1.973 kr., hvis du har mere end 15 år. Får du et afkast af din ratepension, beskattes det med 15,3 %.
Undgå dobbeltbeskatning
Hvis du har indbetalt over fradragsgrænsen på din ratepension, risikerer du dobbeltbeskatning – men det kan du heldigvis forhindre.
”Start med at tjekke din årsopgørelse på skat.dk/TastSelv. Hvis du har indbetalt for meget, vil du kunne se en meddelelse om det dér,” siger Jeanette Kølbek. Du har tre muligheder, hvis du har indbetalt over grænsen:
- Lad beløbet stå på ratepensionen og få skattefrie udbetalinger.
Du kan udfylde en blanket med det beløb, du ikke har fået fradrag for. Blanketten findes HER. Når du engang får udbetaling fra ratepensionen, vil den del, du ikke har fået fradrag for, være skattefri.
Der gælder ingen forældelsesfrist – du kan derfor få rettet op langt tilbage i tid. Kontakt Skattestyrelsen, hvis du vælger denne løsning. - Få det overskydende beløb udbetalt.
Kontakt din bank eller dit pensionsselskab, hvis du ønsker at få det for meget indbetalte beløb udbetalt. - Overfør beløbet til en fradragsberettiget livrente.
Her gælder en genoptagelsesfrist – ændringer vedrørende 2022 skal ske senest 1. maj 2026. Kontakt din bank eller dit pensionsselskab, hvis du ønsker at overføre beløbet til en livrente.
Er du i tvivl om, hvor meget du har indbetalt på din ratepension?
Hvis du indbetaler mere end loftet, får du ikke fradrag for det overskydende beløb. Er du i tvivl om dine indbetalinger, kan du logge ind på www.pensionsinfo.dk og se, hvilke indbetalinger der er registreret. Du kan også kontakte din bank eller dit pensionsselskab for at få hjælp.
Husk, at det er dit eget ansvar at sikre, at indbetalingsgrænserne overholdes. Oplysningerne her er ment som en hjælp og vejledning, så du nemmere kan finde det rigtige sted at få rådgivning.
Har du brug for at spare endnu mere op til din pension? Så kan en livsvarig pension måske være noget for dig – Livslang Pension - få penge så længe, du lever | Nykredit
Læs også: Aldersopsparingen - formueekspertens klare førstevalg til pension
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Jeanette Kølbek
Formueekspert
Relaterede Artikler
Aldersopsparingen - formueekspertens klare førstevalg til pension
Danskerne strømmer til investeringsfonde som aldrig før