Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Rekordstærke regnskaber – men markedet kigger mere et andet sted hen

De amerikanske selskaber har leveret en regnskabssæson, der klart overgår forventningerne. Men paradoksalt nok er det ikke regnskaberne, der fylder mest på aktiemarkederne lige nu.

De amerikanske selskaber har generelt rapporteret gode regnskaber for årets første kvartal, og meldingerne har samlet været stærkere end forventet.

”Inden sæsonen gik i gang, lød forventningen på en indtjeningsvækst på omkring 14 % over de seneste fire kvartaler. Nu peger tallene i stedet mod den gode side af 20 %. Det er med andre ord en regnskabssæson, der vidner om, at selvom der er megen usikkerhed i verden, så formår selskaberne stadig at tjene bunker af penge,” siger chefstrateg Frederik Engholm.

De stærke resultater er ifølge chefstrategen ikke drevet af én enkelt faktor, men af en økonomi, der – i hvert fald indtil videre – stadig hænger godt sammen og at tech-selskaberne stadig klarer sig rigtig godt.

Fremgangen er bred

Det er ikke kun enkelte lommer af markedet, der trækker læsset.

”Fremgangen er relativt bredt funderet, selvom der er et par sektorer, som har en indtjeningsvækst der ligger væsentligt over gennemsnittet for markedet. Det gælder især IT-sektoren, som leverer en rigtigt stærk indtjeningsvækst - og ejendomssektoren som også vækster meget, men hvor væksten primært skyldes et svagt sammenligningsgrundlag fra samme kvartal sidste år,” siger Frederik Engholm.

To sektorer falder dog udenfor billedet – sundhedssektoren og energisektoren.

”Energisektoren tjente i slutningen af første kvartal styrtende med penge pga. de høje olie- og gaspriser, men her er der omvendt tale om, at et stærkt sammenligningsgrundlag fra 1. kvartal 2025 trækker væksten ned.”

Krigen er ikke slået igennem endnu

At virksomhederne kan levere så stærke resultater midt i stor geopolitisk uro, kan umiddelbart virke overraskende. Men forklaringen er relativt enkel:

“Krigen har ikke rigtig ramt økonomien endnu. Konsekvenserne – eksempelvis lavere efterspørgsel som følge af konflikten – er endnu ikke slået igennem i virksomhedernes tal, som jo dækker første kvartal. Det er først noget, der kan blive synligt i de kommende kvartaler,” siger Frederik Engholm.

Samtidig er der på andre fronter medvind til aktiemarkederne.

“Det handelspolitiske stormvejr, som rasede sidste år, er i store træk forbi. Det trækker stadig ned i væksten, men i aftagende grad. Derudover trækker finanspolitikken - især skattelettelser fra Trumps One Big Beautiful Bill - op ved at give forbrugere og virksomheder flere penge mellem hænderne.”

Derfor tager markedet det roligt

På overfladen kan det virke paradoksalt, at markederne ikke reagerer kraftigere på den usikkerhed, der fylder i nyhedsbilledet. Men også her er forklaringen tæt knyttet til Mellemøsten. Da konflikten var på sit højeste i marts, var aktiemarkederne tæt på at falde tocifret - siden er de kommet igen.

“Vores vurdering – som også i store træk har været markedets overbevisning – var allerede dengang, at omkostningerne for verdensøkonomien, herunder den amerikanske økonomi, og for Trumps popularitet var stor ved at føre en langvarig krig. Det skyldes primært de store stigninger i energipriserne fra forstyrrelser af energiforsyningen fra Mellemøsten,” siger chefstrategen.

Konflikten har varet længere end oprindeligt antaget - men selvom ingen af parterne vil tabe ansigt, så fremstår det ifølge Frederik Engholm ret tydeligt, at ingen af dem ønsker at konflikten trækker ud.

”Det ved aktiemarkederne godt, og det er derfor de ikke svinger mere, end de gør. En god regnskabssæson har været et plus - men det er ikke det, der har været den afgørende drivkraft for markedet. Det har været vurderingen af situationen i Mellemøsten,” siger Frederik Engholm.

Risikoen er ikke væk

En egentlig eskalation vil kunne udløse markante kursfald – men det er ifølge chefstrategen ikke det mest sandsynlige scenarie.

”Mere sandsynligt er det måske, at hårdknuden, som præger forhandlingerne, ikke løsnes op lige med det samme, men varer ved i adskillige uger eller endda måneder endnu. Sker det, vil de økonomiske konsekvenser af en energiforsyning, der ligger mindst 10% lavere end før Hormuzstrædet blev lukket, begynde at tårne sig op. Den situation lader markedet dog ikke til at tillægge stor sandsynlighed. Men ender vi der, så skal toppen tages af aktiemarkedets kursniveau.”

Det skal investorer holde øje med nu

For investorer er det således ifølge Frederik Engholm især udviklingen i Mellemøsten, der er afgørende.

”Kommer der en fredsaftale mellem USA/Israel og Iran, som sikrer en fuld genåbning og fri passage igennem Hormuzstrædet, så vil aktiemarkedet reagere positivt. Man skal dog huske på, at markedet allerede har genvundet det tabte, så vi forventer ikke, at en genåbning i morgen vil give 10% ekstra til aktiekurserne.”

Ser vi omvendt en eskalering – fx indsættelse af amerikanske landtropper - så er vi ifølge chefstrategen et helt andet sted igen.

”Vi holder selv øje med, om der er fremskridt i forhandlingerne - og det fortæller de bedste kilder, som vi har, at der er. Trods alt.”

Udviklingen i aktiemarkedet den kommende tid afhænger også af, hvordan centralbankerne reagerer på krigen i Mellemøsten.

”Inflationen stiger lige nu som følge af de højere olie- og gaspriser, og væksten rammes negativt. Det gør effekterne på lidt længere sigt usikre, hvilket komplicerer centralbankernes opgave. Ender inflationsstigningen med at blive kortvarig, og uden bredt funderede prisstigninger, kan det få centralbankerne til at være mere tilbøjelige til at se gennem uroen og forblive på den kurs, de havde inden krisen. Det kan medføre rentefald, som vil understøtte aktiemarkedet. I den henseende bliver de kommende måneders inflations- og aktivitetstal afgørende,” siger Frederik Engholm.

På regnskabsfronten fortæller de aktuelle regnskaber som sagt ikke meget om situationen i Mellemøsten endnu. Derfor er det mere de signaler, der i forbindelse med regnskaberne kommer fra ledelserne i selskaberne, som er interessant.  

AI-temaet er dog værd at holde ekstra øje med. Det kører i ret høj grad mere uafhængigt af den aktuelle uro, og det kan i følge Frederik Engholm medvirke til at holde markedet oppe, selv hvis tingene ikke går helt glat i Mellemøsten.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler