USA: Stærk jobvækst forud for svær rentebeslutning
Beskæftigelsen i USA steg med 162.000 personer i august – markant mere end ventet. Samtidig er sidste måneds fald revideret til en fremgang på 21.000. Det stiller den amerikanske centralbank over for en vanskelig rentebeslutning.
Jobvæksten i august overraskede positivt både i den offentlige og den private sektor. Jobvæksten i den offentlige sektor landede på 35.000. Det er den højeste jobskabelse siden oktober 2024 – altså tre måneder inden Trump blev indsat som præsident og igangsatte nedskæringer i den offentlige sektor (DOGE mv.). Den stærke offentlige jobvækst kommer dog oven på et stort fald i sidste måned på 50.000 og bør derfor ifølge chefstrateg Frederik Engholm tages med et gran salt.
I den private sektor blev der skabt 127.000 jobs i august. Mange sektorer bidrager igen positivt til jobskabelsen i både industri- og serviceerhverv, men de altoverskyggende bidragsydere er dog fortsat uddannelse & sundhed og fritid, restaurant- og hotelbranchen.
Trods dagens tal, så er billedet samlet set en mere moderat jobvækst. Og holder vi de lidt blødere signaler fra arbejdsmarkedet op med inflationstal, som de sidste måneder har udviklet sig bedre end frygtet, så virker det ifølge Frederik Engholm ikke oplagt, at Federal Reserve skal hæve renten i september. Markedet tillægger det ikke desto mindre en pæn sandsynlighed.
”Det bliver en svær beslutning på mødet i Federal Reserve 16. september. Vi ser det fortsat som mest sandsynligt, at vi ikke får nogen renteforhøjelse – dels pga. det blødere arbejdsmarked og dels pga. inflationsudviklingen. Men vi anerkender, at beslutningen er tæt,” siger Frederik Engholm.
Derfor er de amerikanske jobtal relevante for dig som investor
Det amerikanske jobtal, også kaldet kongetallet, viser, hvor mange nye job der er skabt i den forgangne måned. Tallet er en indikator for, hvordan amerikansk økonomi har det. Når der skabes mange nye job, vidner det om en økonomi i fremgang, hvor de amerikanske forbrugere typisk oplever bedre tider. Omvendt er det et tegn på en presset økonomi, når jobskabelsen er negativ. Tallet har ofte betydning for den amerikanske centralbanks beslutninger. USA er verdens største økonomi med stor betydning for verdensøkonomien, og derfor også for finansmarkederne.
Frederik Engholm
Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord
Relaterede Artikler
Det optager investorerne netop nu
Danskerne strømmer til aldersopsparingen