Få mest muligt ud af din pensionsopsparing

Top 5 – spørgsmål og svar fra webinaret

Uanset alder på låntager vurderer vi økonomien gennem hele lånets løbetid for at sikre, at økonomien kan klare et lån i alle de år, hvor lånet eksisterer.

Når man nærmere sig pensionen eller måske allerede er gået på pension, taler vi ofte om et såkaldt nedsparingslån. Det hentyder til, at man ofte kan belåne en helårsbolig op til 60 procent og en fritidsbolig op til 40. Det betyder bl.a., at vi ser på, om man er i stand til at betale rente og bidrag på boliglånet i hele lånets løbetid, imens man er på pension. Ønsker man en belåning, som er større end 60 eller 40 procent, vil man regne på, om der også er luft i økonomien til at afdrage på lånet, hvilket mange pensionister ikke har til hensigt, da de skal bruge af murstenene og tilbagebetalingen så finder sted den dag boligen sælges.

Det er altså en myte, at pensionister eller dem som er tæt på pensionsalderen ikke kan låne i boligen. Det er en individuel vurdering af økonomien, hvor mange får mulighed for at belåne ejendommen og dermed bruge af friværdien uden at skulle sælge boligen.

Det vigtigste er at tage udgangspunkt i, hvilket behov for indkomst man har. Det kan eksempelvis være en løbende indtægt hver måned kombineret med engangsudbetalinger til fx ny bil, en større rejse m.m.

Tager vi højde for skatte- og modregningsregler, er der en tommelfingerregel for udbetalingsrækkefølgen.

  1. Brug først de penge, hvor du får det laveste afkast efter skat – typisk den frie opsparing, som står kontant på kontoen eller er investeret via et almindelig depot
  2. Start som udgangspunkt udbetaling af livrenter, når du kan
  3. Ratepensioner kan udbetales over 10 til 30 år – jo længere tid den udbetales over, desto mindre modregning i folkepensionstillægget giver det. Perioden planlægges for den enkelte, så den sikrer det ønskede niveau for løbende indtægt.
  4. Aldersopsparing og aktiesparekontoen udbetales ved behov – er ofte en fordel at gemme til sidst, da afkastskatten på de to opsparingsformer er lavere end for investering med fri opsparing, som er hhv. 27/42 procent for aktier.

At flytte aktier fra et almindelige depot til en aktiesparekonto vil blive betragtet som et salg og køb. Dermed ikke anderledes, end hvis du solgte i det ene depot og købte i aktiesparedepotet.

Negativt afkast på aktiesparekontoen kan modregnes i fremtidige gevinster på aktiesparekontoen. Har du ikke fremtidige gevinster på aktiesparekontoen, vil du ikke kunne bruge negativt afkast på aktiesparekontoen til noget. Bemærk, hvis du vælger at flytte aktiesparekontoen fra en bank/handelsplatform til en anden, er det vigtigt, at du får overført aktiesparekontoen, og at den ikke bliver lukket. Hvis aktiesparekontoen lukkes, vil et negativt afkast ikke kunne bruges til modregning i fremtidige gevinster på den nyoprettede aktiesparekonto. Overføres aktiesparekontoen, bliver det negative afkast også overført, og det kan bruges til modregning i fremtidig afkast.

Du kan læse meget mere om aktiesparekontoen her.

Her skelner man mellem, om man dør inden eller efter, at livrenten er startet udbetaling.

Dødsfald inden livrenten er startet udbetaling: På alle pensionsordninger er der en begunstiget, dvs. en person, som skal overtage de opsparede midler i tilfælde af dødsfald.
Vil man være sikker på, at pengene går til fx børnene, kan de indsættes som begunstigede. Børnene vil kunne overtage livrenten og få udbetalt opsparingen i et beløb, mod at betale 40 procent i afgift. Børn under 24 kan vælge og få løbende udbetaling i en periode, mod at der skal betales løbende indkomstskat.
Der kan dog også være enkelte tilfælde, hvor den opsparede værdi ikke er sikret 100% til de efterladte.

Dødsfald efter livrenten er startet udbetaling: I de fleste pensionsselskaber og banker kan man vælge at tilkøbe en garanti, inden livrenten starter udbetaling. Garantien sikrer, at livrenten fortsætter udbetalingerne til dine
efterladte i resten af den garanterede periode. Dør man inden garantperioden er udløbet, sker udbetalingen til dine begunstigede. Pengene udbetales løbende i resten af den garanterede periode, og dine begunstigede skal betale indkomstskat af beløbet.

De begunstigede kan også vælge at få beløbet udbetalt på én gang og betale en afgift til staten på 40 procent af beløbet.

Når vi taler modregning i folkepensionen, er det folkepensionstillægget, der henvises til. Der er ikke længere modregning i folkepensionens grundbeløb, uanset formuestørrelsen, løbende indtægter fra fx pensionsudbetaling eller arbejdsindtægt.

Folkepensionstillægget nedsættes, hvis du har en indtægt over en vis grænse. Denne grænse er forskellig alt afhængig af, om du er fx enlig, samlevende/gift m.m.

Reglen er, at tjener du over en vis grænse, så nedsættes folkepensionstillægget med:

Enlig: 30,9 % af indtægten, som overstiger grænsen for indkomst

Eksempel: Pensionstillægget nedsættes med 30,9 % af din indtægt udover 91.300 kroner om året (2023) og bortfalder helt, hvis du tjener mere end 392.100 kroner om året (2023).

Samlevende/gift: 32 % (16% til hver) af indtægten, som overstiger grænsen for indkomst

Eksempel: Pensionstillægget nedsættes med 32 % (16 % til hver) af indtægt over 182.900 kroner om året (2023) og bortfalder helt, når din og din partners samlede indtægter ud over pensionen er mere end 480.100 kroner om året (2023).

Relateret indhold

Gør din pensionsopsparing nytårsklar

Snart kan vi skrive 2024 og et nyt år står for skud. Men inden du byder det nye år velkommen, kan det være en rigtig god ide lige at tjekke dine pensionsordninger. For når vi skriver 2024, har du ikke længere mulighed for at benytte dig at de muligheder 2023 giver - nemlig det årlige indskud på pensionsordningerne.

Mange danskere frygter, at de sparer for lidt op til pension

Mange tvivler på, om de har råd til at udleve deres drømme og planer som pensionist, og frygter især, om de kan blive boende i deres bolig. I Nykredit kigger vi altid på din samlede formue, og ikke din pensionsopsparing isoleret, hvilket ofte gemmer på en masse uudnyttet potentiale, fortæller Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Energiforbedring? Sådan kommer du i gang

Overvejer du at energiforbedre din bolig eller at skifte varmekilde? Og er du nysgerrig på gaspriserne og prissætning af energi? Så er dette webinar relevant for dig.