"Vi havde et barn på 1,5 år, to fuldtidsjobs – Martin som sikkerhedstekniker, jeg som anæstesisygeplejerske – og var derudover engageret i diverse idrætsforeninger. Så vi valgte i stedet at udvide med en kæmpe terrasse. Men om vinteren savnede vi de ekstra kvadratmeter", siger hun, mens vi bevæger os gennem den i dag tilbyggede stue, der fører ned i kælderen, som i dag er en fuldt integreret del af huset.
"Der gemmer sig et barn derinde", siger hun så og peger ind i kælderen, der rummer både bryggers og det børneværelse, som drengene deler. Og selv om det da er hyggeligt nok at sove i køjeseng med sin lillebror, så bliver det nu dejligt nok med lidt privatliv, forstår man på den 9-årige Oscar, der har indlogeret sig i underkøjen.
"Det her er den originale del af huset. Her boede vi under ombygningen ovenpå, og det er den del, vi nu for alvor skal til at tage fat på, så drengene kan få et fællesrum til bordfodbold og playstation, og Anton kan få sit eget værelse", siger hun med en nysgerrig 6-årig om benet.