Krigen i Mellemøsten ændrer Europas økonomiske kurs
Højere energipriser og stigende usikkerhed dæmper væksten og øger risikoen for nye renteforhøjelser. Tyskland og Frankrig er under pres, mens Danmark fortsat står på et relativt stærkt fundament.
Krigen i Mellemøsten ændrer på de økonomiske udsigter - og ikke til det bedre, siger Daniel Remien, analytiker i Nykredit.
”Der er udsigt til højere inflation og lavere vækst, og risikoen for pengepolitikken er skiftet fra mulige rentenedsættelser til meget sandsynlige renteforhøjelser. I vores hovedscenarie vil Mellemøsten ikke skubbe europæisk økonomi udover kanten - men stødet vil blive mærkbart: Højere renter, stigende energipriser og generel usikkerhed vil lægge en dæmper på aktiviteten i store dele af eurozonen.”
Den værste energikrise nogensinde
Mellemøsten har været det altoverskyggende emne de seneste måneder, og energiforsyningen er igen blevet et centralt omdrejningspunkt for de økonomiske udsigter.
”Det Internationale Energiagentur kalder det den værste energikrise nogensinde, for aldrig før har oliemarkedet set ind i et så stort fald i den mængde råolie, der kommer til markedet. På den korte bane bidrager frigivelse af oliereserver og virksomhedernes lagre til at afværge noget af skadevirkningen, og samlet set er det forventningen, at krigen og blokaden af Hormuzstrædet ikke bliver langvarig. Men det er et risikoscenario. Europa er bedre rustet end før, men sandheden er, at vi stadig er meget afhængige af energiimport, hvilket naturligvis giver anledning til bekymring,” siger Daniel Remien.
Inden krigen i Mellemøsten var forventningen en tiltagende vækst i eurozonen, pga. genoprettede reallønninger, stærk beskæftigelse og positive impulser fra finanspolitikken. Forventningen er fortsat økonomisk fremgang - men det bliver langsommere og mere ujævnt, vurderer Daniel Remien.
”Der er stor usikkerhed om, hvornår og hvordan krigen i Mellemøsten ender, og hvor hurtigt forsyningskæderne normaliseres. Samtidig vækker situationen minder om energikrisen oven på den russiske invasion af Ukraine. Det gav store ridser i lakken, men europæisk økonomi formåede at holde sig kørende.”
Energipriser truer det tyske comeback
Tyskland er i gang med en markant finanspolitisk opblødning, men energichokket fra Mellemøsten kommer på et ubelejligt tidspunkt for den industritunge økonomi.
”De høje energipriser ventes igen at lægge en dæmper på aktiviteten blandt de mange energiintensive virksomheder. Kansler Friedrich Merz og hans regering er i gang med udrulningen af store investeringer i både infrastruktur og forsvar, som skal sparke Europas største økonomi ud af flere års dvale. Vejen dertil bliver dog næppe uden bump - det bliver en vanskelig balancegang at håndtere både akutte udfordringer og behovet for strukturelle reformer for regeringen, som hviler på et spinkelt flertal,” siger Daniel Remien.
Politisk usikkerhed og pressede statsfinanser i Frankrig
Frankrig er bedre beskyttet mod energichokket fra Mellemøsten, takket være atomkraften og en mindre energiafhængig økonomi. Det betyder dog i følge Daniel Remien ikke, at fransk økonomi går fri.
”De økonomiske nøgletal har været med pil ned siden uroen i Mellemøsten tog til, og usikkerheden ventes at lægge en dæmper på efterspørgslen og presse privatforbruget. Samtidig risikerer behovet for finanspolitisk støtte at presse de allerede udfordrede offentlige finanser yderligere.”
Frankrig er i stigende grad blevet eurozonens finanspolitiske hovedpine, hvor den politiske usikkerhed fortsætter med at fylde i debatten.
”De seneste budgetforhandlinger udviklede sig til et langt politisk slagsmål, og med blikket rettet mod præsidentvalget næste år fremstår Frankrig fortsat fanget i politisk dødvande.”
Europas stærke elev står fortsat solidt
Fundamentet i spansk økonomi fremstår mere robust end i store dele af resten af eurozonen, og Spanien har de seneste par år været blandt de klare vækstlokomotiver i Europa.
”Aktiviteten i Spanien holdes oppe af en stærk servicesektor, høj turistaktivitet og pæn beskæftigelsesfremgang. Det understøtter arbejdsmarkedet og har været med til at løfte privatforbruget. Boligmarkedet har også nydt godt af de seneste par års økonomiske fremgang,” siger Daniel Remien.
Samtidig har Spanien været blandt de lande, der hurtigst har formået at omsætte EU-midler til reel økonomisk aktivitet, hvilket har bidraget til et højere momentum sammenlignet med de andre europæiske økonomier. Det ændrer dog ifølge Daniel Remien ikke på, at højere energipriser og stigende renter også vil kunne mærkes i Spanien. ”Vi venter, at tempoet gradvist vil dæmpes de kommende år,” siger han.
Modstandsdygtig dansk økonomi trods ny uro
Vender vi snuden mod Danmark, fremstår økonomien stærk. Det danske arbejdsmarked viser fine takter, og beskæftigelsen er steget uafbrudt siden pandemien.
”Høj beskæftigelse kombineret med stigende lønninger er med til at genvinde købekraften oven på den høje inflation for et par år tilbage. Samtidig er de offentlige finanser solide. Mellemøsten har givet anledning til en nedjustering af væksten - men der er stadig udsigt til pæn økonomisk fremgang. Det vil også have positiv afsmitning på boligmarkedet, hvor vi venter stigende huspriser i hele landet de kommende år,” siger Daniel Remien.
Relaterede Artikler
Bolig i udlandet? Husk at selvangive senest 1. juli 2026
Nytårsstatus på europæisk økonomi