Dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig – er trådt i kraft

Frankrig udsigt

Efter 15 år har Danmark endelig fået en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) med Frankrig.

Fra og med 2009 til og med 2023 har der ikke været nogen overenskomst mellem Frankrig og Danmark som forhindrer dobbeltbeskatning. Den oprindelige DBO blev opsagt af Danmark, fordi Danmark ønsker at beskatte pensionsudbetalinger når Danmark har givet fradrag for de tilsvarende pensionsindbetalinger. Det kunne Danmark ikke efter den gamle DBO. Samtidig med opsigelsen blev der vedtaget en række overgangsregler som indebærer, at de daværende pensionister ikke blev ramt af opsigelsen.

Når der ikke er en DBO er der risiko for at borgere og virksomheder kan komme i klemme, hvis begge lande vil beskatte samme indkomst. Det har siden opsigelsen af DBO´en været et reelt og stigende problem for danskere, som siden opsigelsen er flyttet til Frankrig og som får udbetalt pension fra Danmark. Begge lande har gjort krav på at beskatte.

I den nye DBO som er trådt i kraft fra årsskiftet har Danmark fået opfyldt sit ønske om at kunne beskatte pensionsudbetalinger som kildeland, medens Frankrig opretholder sin ret til at kunne beskatte som bopælsland. Det er aftalt, at Danmark ved skatteberegningen skal lempe for den skat der betales i Frankrig. Forudsat at dansk skat er højere end fransk skat, så bliver slutresultatet, at man som pensionist skal betale en samlet skat svarende til dansk skat.

En DBO vedrører meget andet end pensionsudbetalinger, bl.a. reguleres også beskatningsretten til afkast på investeringer såsom udbytter og renter.

For så vidt angår udbytter er det aftalt, at kildelandet maksimalt må beskatte med 15 pct.

De danske overgangsregler som blev vedtaget ved opsigelsen af den gamle DBO er uændret. F.eks. vil det fortsat være sådan at danske ejere af fast ejendom i Frankrig ikke skal betale ejendomsværdiskat af franske ejendomme, som blev anskaffet senest 28. november 2007.  

Relaterede Artikler

International Frankrig | 4 min

Bolig i udlandet? Husk at selvangive senest 1. juli 2024

Ejer du en bolig i Frankrig eller Spanien, skal du huske at selvangive det på www.skat.dk senest 1. juli. Du skal særligt være opmærksom på at huske rentefradraget og undgå at betale for meget i ejendomsværdiskat.
International Frankrig | 3 min

Frankrig: Nye regler for udlejning via Airbnb

Udlejer du via Airbnb i Frankrig? Eller overvejer du at gøre det? Så er det relevant for dig at vide, at der i januar i år blev vedtaget nye regler for området.
International Frankrig | 4 min

Dansk boligmarked er tilbage efter rentetilbageslag

Da boligrenterne for alvor steg i løbet af 2022 satte rentestigningerne en brat stopper for den høje aktivitet og kraftigt stigende boligpriserne, der ellers havde præget udviklingen på det danske boligmarked i et par år. Nu er aktiviteten dog tilbage på højde med niveauet i årene før Corona-pandemien, lyder det fra Nykredits boligøkonom og chefanalytiker, Mira Lie Nielsen.